Femårig Thea redder sin mors liv
Thea holdt hovedet koldt, da hendes mor besvimede ud på badeværelset. Alene hjemme traf hun valget, der reddede morens liv.
Det var en helt almindelig dag, da Line Emilie Gjørtz-Larsen faldt om ude på badeværelsesgulvet. Den eneste, der også var i hjemmet, var hendes hendes lille femårige datter Thea, der trods sin unge alder holdt hovedet koldt og reddede sin mors liv. Det skriver VG.
En mandag i 2011 havde Line ondt i nakken. Den unge fotostuderende, der dengang var 23 år, tog derfor forbi fysioterapeuten, inden hun hentede sine to børn fra børnehaven. Da hun kom hjem, forsvandt smerterne ikke, men da hun brugte dagene med at slæbe rundt på tungt fotoudstyr, var det ikke noget, hun tænkte nærmere over.
Til sidst fik hun dog så ondt, at hun blev nødt til at lægge sig ned. Sønnen Magnus blev hentet af sin farmor, hvorimod hendes datter Thea hellere ville blive hjemme hos moren. Det skulle vise sig, at blive livsnødvendigt.
“Jeg tænkte bare: Hjælp”
Som Line blev dårligere henad eftermiddagen, lagde hun sig til at sove på sofaen. Først halv syv vågnede hun igen, og gik ud på badeværelset. Her blev alt sort.
Imens sad Thea og spiste, men hun spillede et spil og så lidt tv. Hun undrede sig over, hvor moren var, og begyndte at lede efter hende.
– Mor havde sagt, at hun ville ligge på sofaen. men der var hun jo ikke, fortæller Thea til VG.
Først blev hun bekymret og så bange. Hun ledte efter sin mor i haven, i alle værelserne i lejligheden og til sidst ude på badeværelset. Her fandt hun sin mor liggende i sit eget bræk uden at bevæge sig.
– Først tænkte jeg ikke så meget. Jeg tænkte bare “hjælp”, siger Thea.
Nødsituation lærte Thea at stave
Thea tog en kold klud og lagde den mod morens pande. Det plejede moren nemlig selv at gøre, når Thea var syg. Hun satte sig herefter til at våge over moren.
– Til sidst vidste jeg, at det var alvorligt, så jeg blev nødt til at få fat i hjælp fra en voksen. Men jeg var også bange, fortæller Thea.
Thea valgte at ringe til tante Ane. Men i dag er hun ikke helt sikker på, hvorfor det lige blev Ane hun bad om hjælp fra.
– Jeg vidste at min tante boede i nærheden. Så jeg fandt Ane på telefonen ved at søge, siger Thea.
Det var første gang Thea prøvede at stave, så heldigvis var navnet ikke så langt.
– Jeg vidste jo også, at Ane ikke var svært at stave til, fortæller Thea.
Thea fortalte tanten, at hendes mor lå på gulvet uden at reagere. Ane kørte straks ud til dem på en punkteret cykel. På vejen ringede hun efter en ambulance, og da hun så Line på badeværelsesgulvet, ringede hun en gang til. Redderne kom og tog Line med på hospitalet, mens Thea og Ane blev tilbage.
– Jeg kunne ikke lide, at de bare tog mor med, uden at sige noget, fortæller Thea.
En helt ny mor
Line havde nok ikke været her i dag, hvis det ikke havde været for Thea. Telefonopringningen til Ane betød, at Line nåede på hospitalet i rette tid. Line havde nemlig fået hjernebetændelse. Derfor besvimede hun ude på badeværelset. Men hun havde også fået betændelse i hjernevævet, hvilket betyder, at flere dele af hendes hjerne ikke fungerer, som de gjorde før.
Der gik fem uger, inden Thea så sin mor igen, og tre måneder før Line kom hjem. Thea boede hos sin farmor, mens Line gik til fysisk rehabilitering, hvor hun lærte at stå, gå, og bare generelt lærte at bevæge sig igen. Herefter skulle hun igennem den kognitive rehabilitering, hvor hun lærte at leve med sin hjerneskade. I dag husker hun stadig ikke ligeså godt som før og får hurtigt ondt i hovedet.
Både Line og resten af familien, havde travlt med at rose Thea for sin heltegerning, men det havde også en negativ effekt på den lille pige. Thea begyndte nemlig at blive bange for, hvad der kunne ske, hvis hun ikke passede sin mor hele tiden. Det tog halvandet år, inden hun slap sin ansvarsfølelse.
Fem år efter hændelsen er livet et meget andet for Line. Hun er blevet en ny mor, som hele familien er blevet nødt til at lære at kende igen. Line lider af hovedpine dagligt og har fået ødelagt et følelsesfilter i hjernen, der betyder, at hun reagerer kraftigere på ting. Hun bliver derfor hurtigere vred, ked af det eller glad. Alligevel har den lille familie, der er blevet større, det godt. Line er nu gift og bor sammen med sine to børn, sin mand og hans to egne børn.