Fem ting du ikke skal tage med i sengen

Foto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

Populært sagt er der kun to ting, der skal finde sted i sengen: Søvn og sex. Men mange af os bruger sengen til alt muligt andet.

Sengen er et dejligt sted. Bløde dyner, hovedpuder og varme. Men det betyder ikke, at sengen skal være stedet, hvor du tilbringer så meget tid som muligt med at lave alt muligt andet end at sove – eller dyrke sex. Det anbefales, at soveværelset er mørkt og køligt uden forstyrrende elementer, men mange af os bruger soveværelset og sengen til mange andre ting.

Se listen, Huffington Post har lavet, over fem ting, du slet ikke bør tage med i sengen:

1 Din telefon.

Der er rigtig mange undskyldninger for at have din telefon med i sengen: Du bruger den som vækkeur, hvis der opstår en nødsituation og så videre. Men i virkeligheden bør du gå ud og købe et godt gammeldags analogt vækkeur, for din telefon forstyrrer din nattesøvn (og dit sexliv!), hver gang den vibrerer eller lyser op. Desuden er lyset fra telefonen en rigtig dårlig kombination med søvn. Det kunstige blå lys fra telefoner og andre elektroniske dimser påvirker hjernen og forstyrrer produktionen af melatonin, der er et livsnødvendigt hormon. Læg telefonen i stuen – helst i fly-tilstand, og stol på dit gode gamle vækkeur.

2. Arbejde.

For det første involverer meget arbejde en computer, telefon eller tablet, og så opstår problemet med det kunstige lys igen. For det andet vil din hjerne lave en kobling, der binder arbejde til soveværelset, hvis du for eksempel laver hjemmekontor i soveværelset. Derfor kan det være rigtig svært at undlade at tænke på arbejde, når du i virkeligheden burde sove.

3. Kæledyr.

Det er så hyggeligt at have Fido og Misser med i sengen, så man rigtig kan nusse og kramme. Men hvis de firbenede har plads i sengen, vil det være uundgåeligt at de enten snorker eller flytter på sig i løbet af natten, og det vækker dig. Derudover tager kæledyr uønskede mængder støv, pollen og hår med sig i sengen, som kan øge risikoen for allergi.

4. Mad.

Det er så romantisk med morgenmad i sengen, og det er da hyggeligt lige at tage en aften-snack med, når man alligevel skal ind og putte. Men alene hygiejne-problemer er en god grund til ikke at have madvarer i sengen. Krummer er heller ikke rare at ligge på. Sørg for, at sengen og soveværelset er stedet, hvor du hviler.

5. Bøger.

Hvis du er en rigtig læsehest, har du sikkert taget din bog med i seng, så du lige kan få det næste kapitel med. Men når vi læser, stimuleres mange forskellige følelser, hvad enten det er en spændings-roman eller en kærligheds-historie. Pludselig er du mere vågen end godt er, og så er der svært at falde i søvn. Alle aktiviteter, der er stimulerende, fysisk eller mentalt, har indflydelse på din nattesøvn.

Powered by Labrador CMS