Fem mænd fortsat fængslet for at hjælpe El-Hussein

Foto: Per Johansen.
Offentliggjort Sidst opdateret

Københavns Byret har forlænget fængslingen af fem mænd, som er sigtet efter skudattentaterne i København.

Fem mænd, som er sigtet for at bistå Omar El-Hussein ved skudattentaterne i København i februar, har alle torsdag været for en dommer i Københavns Byret.

Her blev det besluttet, at de skal varetægtsfængsles i yderligere fire uger frem til 23. april, mens efterforskningen af angrebene pågår. De fem blev anholdt og varetægtsfængslet i dagene og ugerne efter angrebene i København, som kostede to mennesker livet.

Den yngste mand på 18 år er sigtet for at skaffe 22-årige Omar El-Hussein en skudsikker vest og en kniv.

De fire andre på henholdsvis 20, 22, 25 og 30 år har tilknytning til det københavnske bandemiljø. De er alle fire sigtet for at have bortskaffet den M 95-riffel, som blev brugt ved kulturcaféen Krudttønden på Østerbro.

De to yngste er derudover mistænkt for at skaffe ham to håndvåben, som blev brugt ved Synagogen på Krystalgade, hvor den jødiske vagt Dan Uzan blev dræbt, samt ved skududvekslingen ved Svanevej, hvor Omar El-Hussein selv mistede livet.

Mændene på 25 og 30 år blev fængslet fredag 20. marts som de sidste.

De er også sigtet for at have tilvejebragt “effekter” forud for skudepisoden ved synagogen.

Det er uvist, hvad ordet “effekter” dækker over, da der har været lukkede døre ved alle retsmøder i sagen, inklusiv retsmøderne torsdag formiddag.

Ifølge anklager i sagen, Stig Fleischer, er sigtelserne mod de fem mænd stadig uændrede. Ellers er der absolut ingen nye oplysninger om sagen, da efterforskningen stadig er i gang.

Så sent som i sidste uge ransagede politiet otte adresser på Nørrebro, Indre By og Amager som følge af skudattentaterne.

Også i går onsdag gennemførte Københavns Politi ransagninger på flere adresser omkring Nørrebro i København. Ifølge Ekstra Bladets oplysninger blev mindst én person anholdt.

Men politiet vil ikke oplyse, om de seneste ransagninger har noget med skudattentaterne at gøre.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS