Fem fængslet efter fest med sex og sprut
28 personer deltog i ulovlig fest på yacht i luksusparadiset Dubai og fem er fængslet for at have dyrket sex.
En domstol i Dubai har dømt 28 personer, heriblandt 13 kvinder, for sidste efterår at have deltaget i en fest på en yacht i Dubai Marina, hvor der blev drukket alkohol og dyrket sex, skriver avisen Khaleej Times i De Forenede Arabiske Emirater.
En særlig domstol for mindre alvorlige forbrydelser har idømt fem af de anholdte – to mænd og tre kvinder – et års fængsel hver for at have dyrket sex uden for ægteskabet.
Udenlandske statsborgere, der er blevet idømt fængselsstraf i sagen, vil blive vist ud af landet efter afsoningen.
Alle dømte er mellem 20 og 36 år.
Alle anklagede blev idømt bøder for at finde sammen og holde fest på en måde, der “ville fremme synd.” Flere fik tillægsbøder for at have nydt alkohol uden at have licens.
De bøder, som de dømte skal betale, var typisk på over 4000 kroner.
En særlig gren inden for politiet i Dubai, CID, havde fået et “tip” om, at en “sex og alkoholfest” var i gang på en yacht i Dubai Marina 10. oktober sidste år.
Med en dommerkendelse gik en politistyrke om bord ved daggry og foretog en ransagelse. Alle ombordværende, der øjensynligt var berusede, blev anholdt og varetægtsfængslet.
Myndighederne fandt 110 flasker alkohol om bord på skibet, skriver Khaleej Times.
Politiet beslaglagde sengetøj fra båden som bevismateriale i sagen, hvor en 43-årig blev anholdt for både at bære mande- og kvindetøj.
De dømte kvinder sagde i retten, at de blot var om bord på yacht’en for at deltage i en vens fødselsdagsfest.
Dubai er både en by og et såkaldt emirat i landet De Forenede Arabiske Emirater. Dubai er det emirat, som har den største befolkning, og det er næststørst i areal – efter Abu Dhabi.
/ritzau/AFP