Fem-årige Silas glemt i skolebus – blev spærret inde i garage

I 40 minutter sad den kun fem-årige dreng alene i bussen i garagen.

Fem-årige Silas kom aldrig af bussen. Han blev fundet grædende og gennemblødt af sved i en garage. Foto: Colourbox.
Offentliggjort Sidst opdateret

Det er ikke første gang, Newsbreak.dk kan fortælle om glemte børn. Det er sket i børnehaver, SFO’er og andre steder, hvor der er mange børn samlet.

Onsdag gik det galt igen.

Silas Bastian Dam Andersens mor holdt og ventede på sin søn. Da bussen med Silas kom, kørte den blot forbi – uden at stoppe.

– Det var meget, meget væmmeligt. Det øsregnede, og jeg sad og ventede i min bil på parkeringspladsen ved Høng Skole. Pludselig kom bussen og vendte på pladsen, inden den kørte videre i høj fart. Jeg nåede slet ikke at reagere, før den var væk igen – og jeg nåede ikke at se, om Silas var i bussen, siger Silas’ mor, Helle Andersen, til TV 2.

Efter bussen var kørt forbi Høng Skole, gik Helle Andersen i panik. Hun prøvede derfor – uden held – at indhente bussen. Heller ikke ved en søgning langs ruten, kunne moderen finde sin forsvundne søn.

– Nogle andre forældre hjalp med at køre rundt og lede efter Silas – uden held, fortæller hun.

I mellemtiden var bussen blevet parkeret i et garageanlæg i Slagelse. Og chaufføren havde ikke forinden forvisset sig om, at den var tom. Det kostede Silas 40 minutter alene i bussen i garageanlægget.

Nu vil hun klage over busselskabet.

Gode nyheder

– Pludselig blev jeg ringet op af en anden chauffør, som havde fundet Silas i den parkerede bus i garagen, fortæller Helle Andersen.

Den lille dreng var opløst af gråd og gennemblødt af sved, da chaufføren fandt ham. Hun tjekkede hans skoletaske og fandt Silas’ kontaktbog med telefonnummeret på hans mor.

– Den kvindelige chauffør var meget hjælpsom og tilbød at komme med ham så hurtigt som muligt. Det er jeg meget taknemmelig for. Det ændrer ikke på, at det er grotesk, at det kan ske. At man parkerer en skolebus i en garage uden at tjekke, om alle børn er kommet ud. Det er dybt uansvarligt, lyder det fra Helle Andersen, der nu vil klage over busselskabet.

Undskyldning fra driftschefen

Jens Warnock er driftschef i busselskabet Keolis. Han ringede torsdag morgen til Helle Andersen og beklagede episoden.

– Jeg kan bekræfte, at jeg har undskyldt over for drengens mor. Chaufføren har fået en advarsel, og det er blevet indskærpet, at han altid skal tjekke bussen for børn, inden han forlader den. Der sker ikke mere i forhold til chaufføren – medmindre fejlen gentager sig, sagde driftschefen torsdag aften til TV 2.

Det stiller dog ikke Helle Andersen helt tilfreds.

– Silas var helt knust, da han kom hjem i går. Han var meget tavs de første par timer, og har udtrykkeligt sagt, at han aldrig vil tage bussen hjem igen. At jeg skal hente ham. Det gør jeg så foreløbigt, og så må vi se, hvornår han tør tage bussen igen. Det skal ikke ske for andre børn, og derfor vil jeg skrive en klage, siger Silas’ mor til TV 2.

Stort selskab

Keolis Danmark råder over 1.500 medarbejdere og 450 busser, der kører på over 100 buslinjer hos Movia, Midttrafik og Nordjyllands Trafikselskab, hvilket gør det til det næststørste busselskab i Danmark.

I foråret 2015 vandt Keolis Danmark desuden udbuddet om drift på Aarhus Letbane. Kørslen, der udføres fra 2017, sker under datterselskabet Keolis Aarhus Letbane.

Kilde: Wikipedia.

 

Powered by Labrador CMS