Fejl på forskuds-opgørelser: Skat udskyder rettelse

Foto: Andreas Beck/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Skat meldte sidste uge fejl i 1,2 millioner forskudsopgørelser, som ville blive rettet onsdag. Nu udskyder de.

Skat når ikke at rette fejl i forskudsopgørelsen til onsdag som lovet. Det skriver Skat i en pressemeddelelse.

– Vores it-leverandør, KMD, har i dag meddelt os, at de alligevel ikke ser sig i stand til at løse fejlen inden onsdag morgen. KMD har oplyst, at fejlen er rettet torsdag morgen, siger Jonatan Schloss, der er kundeservicedirektør i Skat.

I sidste uge kom det frem, at der kan være fejl i forskudsopgørelser for 2016, hvis man er boligejer eller betaler kontingent til en fagforening.

Den ene fejl handler om fradrag for fagligt kontingent og vedrører op til 1,2 millioner borgere. Den anden fejl vedrører beregningen af ejendomsværdiskat og omfatter op til 440.000 borgere.

Programmeringsfejl

Fejlen i forskudsopgørelser fra Skat skyldes programmeringsfejl hos to forskellige leverandører, KMD og CSC.

Skat havde inden offentliggørelsen af bommerten hørt fra “en håndfuld” borgere, der ikke kunne genkende tallene i deres forskudsopgørelse.

Meget uheldigt for Skat, sagde kundeservicedirektør Jonatan Schloss i sidste uge til Ritzau.

– Det er virkelig ærgerligt, men man kan sige, at det eneste, det går ud over, er Skats image, som nok i forvejen er dårligt. Der er jo ikke nogen borgere, der for eksempel skal betale noget, men derfor er det jo meget beklageligt alligevel.

Fejlene har ingen umiddelbare konsekvenser for borgerne endnu, da forskudsopgørelsen vedrører indkomståret 2016, skriver Skat i pressemeddelelsen.

Hvis man er forudlønnet, skal rettelser til forskudsopgørelsen indberettes inden den 10. december. Hvis man er bagudlønnet, så har man til 10. januar 2016.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS