Fejl: Kan ikke registrere corona-dødsfald

Antal døde er derfor ikke blevet registreret

SSI kan på grund af en fejl ikke oplyse, hvor mange, der er døde med corona det seneste døgn. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

Tidligere oplyste Statens Serum Institut (SSI), at der ikke var sket dødsfald det seneste døgn, men det skyldes en teknisk fejl i dødsårsagsregistret. Antal døde er derfor ikke blevet registreret og kendes ikke på nuværende tidspunkt.

Men SSI melder ud mandag, at der er 430 nye bekræftede smittetilfælde med Covid-19 ud af 93.017 prøver.

Dermed har 0,46 procent af coronaprøverne været positive det seneste døgn, og det er den højeste andel siden slutningen af januar.

De seneste to uger har positivprocenten svinget mellem 0,29 og 0,66 procent af de daglige prøver.

På trods af stigningen i positive coronaprøver mener Thorkild I.A. Sørensen, professor emeritus i epidemiologi ved Københavns Universitet, at vi er ved at få kontrol med epidemien.

– Men der er fortsat bekymring. Under overfladen ulmer den britiske variant (B117, red.), som meget hurtigt kan få fat og forværre situationen. Der er stadig gang i smitten rundt omkring i landet, så vi skal fortsat være forsigtige, siger Thorkild I.A. Sørensen.

Den britiske variant er mere smitsom end den virusvariant, der i øjeblikket er dominerende. I løbet af februar ventes den britiske variant at blive den dominerende.

Professor bakker statsministeren op

Dagens coronatal kommer på en dag, hvor de yngste elever i 0.-4. klasse, omkring 250.000, er vendt tilbage i skole og er blevet genforenet med deres klassekammerater.

Ifølge Jyllands-Posten vil eksperter gerne have flere børn tilbage på skolebænken, men statsminister Mette Frederiksen (S) har tidligere i dag udtalt på et door-step pressemøde ved Allerslev Skole, at det først bliver de ældre elevers tur, når der er fuldstændig epidemikontrol.

– Det er simpelthen for tidligt lige nu. Vi ved den britiske mutation vinder frem, og den ulmer lige under os. Derfor kan vi ikke lave en større genåbning af Danmark, lyder det fra Mette Frederiksen.

Professor Thorkild I.A. Sørensen bakker statsministeren op. Han peger på, at det er en bekymring, om børnene måske i højere grad bliver smittet med B117 og tager den med hjem.

– Derfor er det meget vigtigt at holde øje med, hvordan det udvikler sig med den engelske variant, understreger professoren.

Siden søndag er 29 personer blevet indlagt. Antallet af indlæggelser er steget med 22 til i alt 400.

73 er indlagt på en intensivafdeling. Og af dem har 53 brug for hjælp af en respirator.

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Brug mundbind

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

Powered by Labrador CMS