Federer og Nadal i finalebrag: Gensyn efter 22 måneder

Rafael Nadal. Foto: FABRICE COFFRINI/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Søndag tørner Roger Federer og Rafael Nadal sammen for 34. gang, men for første gang i næsten to år.

Rivaliseringen mellem schweizeren Roger Federer og spanieren Rafael Nadal er kendt som en af tennissportens største, men man skal 22 måneder tilbage for at finde det seneste møde mellem de to.

Da vandt Nadal uden slinger i Australian Open. Søndag er det tid igen. Det schweiziske publikum ved ATP-turneringen i Basel kan se frem til en lækkerbisken i finalen, når de to spillere mødes for 34. gang.

Federer favorit

Topseedede Federer stiller op som favorit, eftersom Nadal har haft svært ved at ramme topniveauet i denne sæson. Schweizeren har da også været noget mere overbevisende end Nadal på vejen til finalen.

– Jeg føler mig godt tilpas med mit spil og tror, jeg har en god chance i finalen. Jeg ved, hvordan Nadal spiller, og han ved, hvordan jeg spiller.

– Jeg forventer, at han spiller sin bedste kamp i turneringen. Han har kæmpet sig godt tilbage hele ugen og vil gøre alt for at holde sig inde i kampen, siger Federer.

Nadal har en god statistik

Nadal kan dog læne sig op ad en klar positiv indbyrdes statistik. Han har vundet 23 af de hidtil 33 opgør. Blandt andet de fem seneste. Men knæproblemer har tidligere i turneringen haft betydning for spanieren.

– Vi har spillet mange vigtige kampe mod hinanden. Dette bliver endnu en speciel kamp mod en utrolig spiller.

– Jeg er glad for, hvordan knæet reagerede i semifinalen, det føles fint. Jeg håber, jeg er helt klar til at spille en god kamp, siger Nadal.

Det er i øvrigt tiende år i træk, at Federer når finalen i Basel. Han har vundet turneringen på hjemmebane seks gange.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS