Fed, ny brandbil er på vejen: Se den her
Der er kommet en ny brandbil i vognparken. Se den i galleriet - og læs, hvad den kan.
Så er der – igen – ny øse til dansk brandvæsen.
Hovedstadens Beredskab indsætter nemlig en såkaldt slangetender.
Det fortæller Hovedstadens Beredskab på sin Facebook-side.
(Se billeder af den en en række andre lækre brandkøretøjer i galleriet over artiklen).
Slangetenderen er opbygget til at kunne udlægge brandslanger over længere afstande og skabe vandforsyning fra åbent vand og til brandstedet. Derfor er slangetenderen også udstyret med en pumpe til ansugning.
Slangetenderen er opbygget på en Mercedes VITO, 119 CDI Compact, med 4 firhjulstræk 4X4.
Det nye køretøj afløser en noget ældre Toyota Landcruiser.
Til selve vandtransporten er der oppakket 450 meter B-slange, som ligger i bakker til kørende udlægning og derudover er der sugeslanger, værktøj til betjening af brandhaner, mindre slanger til slukning med videre.
Kan fungere som røgdykkere
De to brandmænd, der betjener køretøjet, kan også indgå som røgdykkere på udrykningen, derfor er der også monteret røgdykkerapparater.
Som pumpe til ansugning og vandforsyning er der monteret en FOX S pumpe, der kan levere 1000-2000 liter vand i minuttet.
Køretøjet indgår som en del af vores kapacitetsområde vandforsyning, der udover slangetenderen, består af vandtankvogne og mobile pumpeenheder.
Hjælpekøretøj
Ordet “tender” er en ældre benævnelse for et hjælpekøretøj. I dette tilfælde et køretøj der supplerer den øvrige brandudrykning med slanger.
Den nye slangetender får nummerplade T112. Ikke for at henvise til alarmtelefonnummeret, men fordi det følger vores “navngivning” af nummerplader og køretøjer.
Den nye bil bliver indsat på station Store Magleby.