Fed fangst: Amfetamin for 10 millioner kroner
Politiet fandt 50 kilo amfetamin og et laboratorium til fremstilling. Her lå 50 kilo mere klar.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi slog i samarbejde med flere andre politikredse i går, torsdag, kort efter middag til mod nogle formodede narkobagmænd på en adresse i Slagelse.
Ved aktionen blev der beslaglagt 50 kilo amfetamin og et større pengebeløb. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelsen.
Der er indtil videre anholdt fem personer i alderen 22 til 47 år, som alle er sigtet for salg af narko.
Politiet har efterfølgende ransaget en række lokaliteter og herunder fundet, hvad der fremstår som et amfetaminlaboratorium. Her var gerningsmændene var i færd med at fremstille mindst yderligere 50 kilo amfetamin.
100 kilo amfetamin koster cirka 10 millioner kroner ‘på gaden’.
Fire personer fængslet
De anholdte har været fremstillet i dag i grundlovsforhør ved retten i Næstved. Ved grundlovsforhøret blev de fire personer ifølge specialanklager Søren Martin Jensen varetægtsfængslet og den femte person er blevet løsladt.
– Med de anholdelser, vi har foretaget i går, har vi formodentlig fået fat i nogle af de meget store aktører i den organiserede narkohandel. Og det er vores umiddelbare opfattelse, at disse bagmænd har distribueret narkotika til en større region end blot her i politikredsen, oplyser politiinspektør Kim Kliver, der ikke umiddelbart virker begejstret for, at der findes sådanne laboratorier og amfetamin i den kvantitet.
– Det er bekymrende at finde så store mængder amfetamin, som vi har set i denne sag. Men det viser samtidig, at politiet er i stand til at ramme de store fisk i den danske narkohandel, siger Kim Kliver.