FDM om udgift til bilister: Det er en skat
Det kaldes ikke en skat, men ifølge FDM tjener landets kommuner virkelig gode penge på landets bilister på særligt område.
I 2019 modtog landets kommuner i alt 971.715.422 kroner i parkeringsindtægter landet over, og for langt de fleste af kommunernes tilfælde, får pengene lov til at blive i kommunen. Det skriver FDM i en pressemeddelelse, og i samme pressemeddelelse kritiserer FDM de regler, der gør, at det kun er et fåtal af landets kommuner, der er blevet modregnet i deres bloktilskud i forbindelse med indtjening på parkering.
FDM henviser til tal fra Indenrigsministeriet, der viser, at to af landets kommuner har fået modregnet deres parkeringsindægter i deres bloktilskud, men der findes en lang, lang række danske kommuner, store som små, der i dag har kommunale parkeringsvagter ansat.
Det er ikke første gang, FDM har sat fokus på de 971.715.422 kroner, landets kommuner fik ind fra parkering i 2019. I en pressemeddelelse udsendt den 28. september skrev FDM, at landets kommuner i 2019 fik 21% flere penge ind på parkeringer, end de gjorde i 2015, og at landets kommuner skrev 593.373 parkeringsafgifter i 2019.
– Vi anerkender, at der især i landets større byer kan være behov for at regulere færdslen med parkeringskontrol og betalingsparkering. 971 millioner kroner er dog rasende mange penge, og det er svært ikke at få den mistanke, at parkering er en kalkuleret indtægtskilde, som man ude i kommunerne bruger til at finansiere stort set alt andet end parkering. Det er ulovligt, når motivationen for kommunerne bunder i økonomi, og det er heller ikke rimeligt, at bilisterne skal betale en ekstra skat for at fylde kommunekassen. Pengene stammer fra bilisterne, og bør gå tilbage til bilisterne i form af mere og bedre parkering, sagde chefkonsulent i FDM, Dennis Lange, i pressemeddelelsen.
Loftet
Ifølge FDM har 56 af 98 af landets kommuner indført parkeringskontrol, et tal der er steget med 11 siden 2014. Det betyder, og at du også i mindre danske kommuner kan møde en kommunal parkeringsvagt på arbejde.
– Selv små kommuner kan i princippet godt kan have en udfordring med parkering. Er det tilfældet, bør man dog i første omgang se på, om det kan skyldes for få parkeringsmuligheder, og så gøre noget ved det. Når vi ser på, hvad der udskrives af p-afgifter i mange små kommuner, er det svært ikke at få en mistanke om, at man har parkeringskontrol for kontrollens skyld, sagde Dennis Lange i pressemeddelelsen.
I den senest udsendte pressemeddelelse skriver FDM, at der er indført et loft over kommunernes indtægter fra betalingsparkering på 320 kroner per indbygger, og det er kun beløb over dette loft, der bliver modregnet i bloktilskuddet. Derfor er Københavns Kommune blevet modregnet 273.816.000 kroner, mens Frederiksberg Kommune er blevet modregnet 12.468.000 kroner.
– Hvorfor loftet lige præcis er 320 kroner pr. indbygger, er uvist. Men det faktum, at kun to kommuner modregnes, viser, at beløbet er for højt, og at kommunerne dermed igen har motivation til at tjene penge på parkering. Dermed forbliver parkering en ekstra skat for bilisterne, som ellers betaler rigeligt, siger Dennis Lange.