FDM: Disse parkeringsindtægter ser ulovlige ud

Kommunernes parkeringsindtægter nærmer sig en milliard kroner.

De kommunale parkeringsindtægter er skyhøje, mener FDM. Foto: Genrefoto
Offentliggjort Sidst opdateret

2019 er et rekordår, når man ser på kommunernes parkeringsindtægter.

Ifølge en pressemeddelelse fra FDM går kommunernes parkeringsindtægter kun én vej, og det er op.

Faktisk er det så grelt, at organisationen peger på, at det er en bevidst indtægt for kommunerne. Hvis det er baggrunden, så handler kommunerne ulovligt.

Næsten en milliard

Årligt undersøger FDM kommunernes indtægter fra betalingsparkering og parkeringsafgifter. Det har vist sig at være et noget foruroligende beløb.

For i alt fik landets kommuner sidste år 971.715.422 kroner ind fra parkering.

Det er en stigning på 30 millioner kroner mere end 2018, mens det er en stigning på 21 procent, hvis man ser på tallene fra 2015.

– Vi anerkender, at der især i landets større byer kan være behov for at regulere færdslen med parkeringskontrol og betalingsparkering. 971 millioner kroner er dog rasende mange penge, og det er svært ikke at få den mistanke, at parkering er en kalkuleret indtægtskilde, som man ude i kommunerne bruger til at finansiere stort set alt andet end parkering, siger chefkonsulent i FDM, Dennis Lange.

Mistanke om ulovlig baggrund

Omkring to tredjedele af parkeringsindtægterne kommer fra betalingsparkering, mens resten kommer fra parkeringskontrol.

I alt udskrev kommunerne 593.373 parkeringsafgifter i 2019.

FDM peger da også på, at kommunernes baggrund for de høje parkeringsindtægter kunne være ulovlig.

– Det er ulovligt, når motivationen for kommunerne bunder i økonomi, og det er heller ikke rimeligt, at bilisterne skal betale en ekstra skat for at fylde kommunekassen. Pengene stammer fra bilisterne, og bør gå tilbage til bilisterne i form af mere og bedre parkering, siger Dennis Lange.

Også i små kommuner

Endnu en gang har gennemgangen af de kommunale parkeringsindtægter vist, at det særligt er de store kommuner, der topper listen.

Det gælder blandt andet København, Aarhus, Frederiksberg og Aalborg.

Top 10 bruttoindtægt

Samlede indtægter fra betalingsparkering og p-afgifter for kommunerne i Danmark i 2019.

  1. Københavns Kommune 643.800.000
  2. Aarhus Kommune 81.068.601
  3. Frederiksberg Kommune 67.189.360
  4. Aalborg Kommune 41.542.000
  5. Odense Kommune 24.985.099
  6. Køge Kommune 10.701.221
  7. Randers Kommune 9.476.245
  8. Vejle Kommune 7.409.658
  9. Kolding Kommune 7.352.134
  10. Hillerød Kommune 6.369.000

Kilde: FDM

Men der er også kommet flere småkommuner på listen. 56 af landets 98 kommuner nu har parkeringskontrol. Det er 11 kommuner mere end i 2014.

– Selv små kommuner kan i princippet godt kan have en udfordring med parkering. Er det tilfældet, bør man dog i første omgang se på, om det kan skyldes for få parkeringsmuligheder, og så gøre noget ved det. Når vi ser på, hvad der udskrives af p-afgifter i mange små kommuner, er det svært ikke at få en mistanke om, at man har parkeringskontrol for kontrollens skyld, lyder det fra Dennis Lange.

Powered by Labrador CMS