FCN sender Vestsjælland på nedrykningskurs
FC Nordsjælland sendte FC Vestsjælland tættere på nedrykning, mens Farum-holdet selv tog et skridt nærmere toppen.
Nordsjællænderne er kommet godt igen efter en skidt Superliga-start på foråret, der bød på nederlag til Randers og Hobro. Søndag blev det til en 2-0-sejr over nedrykningstruede FC Vestsjælland.
FC Vestsjælland har til gengæld endnu ikke fået point i forårets første fire kampe og har ikke vundet i de sidste ni Superliga-kampe i streg. Og det var tydeligt, at det slagne Slagelse-mandskab kæmper med selvtilliden, for mulighederne manglede ikke for at komme på tavlen. Apostolos Vellios og Marc Rochester Sørensen brændte gæsternes største chancer i kampen.
Også FC Nordsjælland kæmpede med skarpheden for en stund. Både David Moberg og Gudmundur Thorarinsson burde være kommet på tavlen. I stedet var det Gudjon Baldvinsson, der udnyttede elendig FC Vestsjælland-opdækning, da han bragte FC Nordsjælland i front i første halvlegs tillægstid på et umarkeret hovedstød.
Dødstødet blev sat ind af David Moberg Karlsson på en god, gammeldags kontra, som han sikkert eksekverede til 2-0 i anden halvleg. Kun udmærkede indgreb af FC Vestsjælland-målmand Thomas Mikkelsen gjorde, at nederlaget ikke blev større.