FCN forværrede OB-krisen

OBs Cheftræner Troels Bech. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO
Offentliggjort Sidst opdateret

OB gav god modstand, men formåede ikke at få point ud af det, da de mandag aften tabte 1-2 på udebane til FC Nordsjælland.

OB pressede godt på fra start og sad på det meste af spillet, men det var hjemmeholdet der kom frem til kampens første store chance. Kasper Lorentzen fik serveret en fremragende bold fra venstre side. Angriberen headede bolden afsted, men Mads Toppel var vågen i OB-målet.

Og selvom, at OB havde stor ære af første halvleg, var FC Nordsjælland kyniske da de fik chancen. Et hårdt indlæg fra Mario Ticinovic blev ikke ekspederet ordentligt væk, og så kunne Martin Vingaard hamre bolden i kassen. Derfor kunne Nordsjælland gå til pausen med en 1-0-føring.

Allerede to minutter inde i anden halvleg var Martin Vingaard tæt på at slukke alt håb for OB. Efter et par skarpe driblinger på kanten af OB’s felt kunne Vinggard lægge bolden til rette for sin venstrefod, men Mads Toppel fik fingerspidserne på afslutningen.

Herfra var det FCN der pressede på, men ud af det blå dukkede indskiftede Darko Bodul pludselig op, og med en smart finte kunne han udplacere David Jensen i nordsjællands mål. Men allerede minuttet efter var den gal i OB-forsvaret. Martin Spelmann fik ikke sparket bolden ordentligt væk, og så kunne Uffe Bech bringe FC Nordsjælland foran med 2-1.

OB fik til tider sat hjemmeholdet under pres, og i det 79. minut var Thomas Mikkelsen tæt på at bringe balance i regnskabet, men hans hovedstød blev headet væk på stregen.

Dermed kunne FC Nordsjælland tilføre yderligere tre point til deres konto, hvilket placerer dem på Superligaens andenplads med 19 point, mens OB ligger næstsidst med seks point.

Powered by Labrador CMS