FCM rejste sig i Randers
FC Midtjylland-lejren mener, at sejren over Randers viser, at man fortsat skal regne med dem i topkampen
3-1-sejren over Randers FC viser, at FC Midtjylland befinder sig et godt sted mentalt, selv om holdet i sidste runde smed dyrebare point i guldduellen efter et nederlag til FC København i Parken.
Sådan hænger det i hvert fald sammen, hvis man spørger FCM-træner Bo Henriksen.
- Det viser, at vi mentalt er et godt sted, selv om alle andre fortæller os noget andet.
- Især overfor os selv er det vigtigt, at vi sender et signal om, at vi kan regne med hinanden.
- Vi sender et signal om, at vi er godt rustet til de kommende kampe og ikke ligger os ned, når vi får nogle gok i nødden, siger han.
Første mål
Kantspilleren Anders Dreyer scorede onsdag sit første mål for midtjyderne efter skiftet fra russiske Rubin Kazan, da han gjorde det til 3-0. Han glæder sig over signalet, der sendes til holdets modstandere.
- Vi er ikke til at slå ud af kurs, bare fordi vi taber en kamp.
- Det er utrolig vigtigt, at vi får sendt det signal til FCK og vores forfølgere på tredje- og fjerdepladsen, siger han.
Gjorde comeback
Anfører i FC Midtjylland, Erik Sviatchenko, gjorde onsdag comeback efter en skade, da midterforsvareren blev skiftet ind med fem minutter tilbage af kampen i Randers.
Med sejren ser han frem til afslutningen af sæsonen, hvor han håber på, at FCM kan sætte flere sejre sammen i træk, end det har været tilfældet indtil nu.
- For vores opbyggelse af momentum er det vigtigt at sende et signal om, at vi kan vinde fodboldkampe.
- Vi vil gerne komme ind i en stime af sejre henimod kampen om guldmedaljen, som er langt væk lige nu. Det er det, FC København har været dygtige til, siger han.
Nærmer sig
Med sejren i Randers har FCM på andenpladsen seks point op til førerholdet fra FCK, der torsdag kan genskabe forspringet på ni point, når københavnerne gæster Silkeborg.