FCM-boss: Sisto bliver dyreste salg nogensinde
Bestyrelsesformand i FC Midtjylland forventer at et salg af Pione Sisto indbringer et historisk beløb.
Det ligger i kortene, at FC Midtjylland på et tidspunkt sælger klubbens stortalent Pione Sisto.
Når det sker, så vil salget indbringe den største transfersum i klubbens historie, vurderer FCM’s bestyrelsesformand, Rasmus Ankersen. Det skriver Ekstra Bladet.
– Jeg kan i hvert fald godt konstatere, at Pione Sisto bliver den dyreste spiller i FCM’s historie, siger Ankersen til avisen.
Han vurderer, at FCM ikke kan blive ved med at holde på Pione Sisto, som tiltrækker opmærksomhed fra de helt store klubber i Europa i øjeblikket.
– Vi oplever en enorm interesse for Pione fra rigtig mange store klubber, siger Ankersen og fastslår, at klubben kun sælger, hvis prisen er den rigtige.
FCM solgte i 2010 Winston Reid til West Ham i den engelske Premier League. Dengang hentede midtjyderne ca. 31 millioner kroner.
/ritzau/