FCK overvintrer i top-6 efter Santanders drømmemål i Aalborg
Angriberen sikrede FCK et enkelt point mod AaB. Dermed forbliver københavnerne i top-6 efter 1-1 i opgøret.
AaB og FC København spillede søndag aften 1-1 i Aalborg i en intens og chancerig kamp i Alka Superligaen.
Nordjyderne kom foran efter blot ét minuts spil, men en smuk helflugter fra Federico Santander i midten af første halvleg sikrede FC København et enkelt point i Aalborg.
Dermed bliver mestrene også i top-6 og overvintrer på pladserne, der kvalificerer til mesterskabsspillet.
AaB kunne ellers med en sejr have indtaget fjerdepladsen og skubbet københavnerne ned på syvendepladsen.
Begge hold havde i anden halvleg flere store muligheder for at tage de tre point, men uskarpheden var for stor.
AaB fik faktisk bolden i kassen med ti minutter tilbage af kampen, men scoringen til 2-1 blev underkendt på grund af offside til stor frustration for værterne.
AaB indledte med at bringe sig foran i første minut, da slovakiske Filip Lesniak satte et svagt spark ind bag Robin Olsen.
Kampens første mål var også den eneste reelle chance i halvlegens første 20 minutter, hvor AaB trak tempoet ud af spillet. Herefter pressede FC København mere på og skabte flere chancer.
Forløsningen for gæsterne kom efter en halv time, da Federico Santander flugtede et indlæg fra Nicolaj Thomsen i kassen og udlignede til 1-1 for udeholdet.
Tempoet tog til i sidste del af første halvleg, men holdene gik til pause med 1-1.
I anden halvleg satte FC København sig mere på spillet og skabte flere store chancer. AaB stod dog solidt i forsvaret og lukrerede i høj grad på omstillingerne.
Det førte blandt andet til en stor chance til ofte udskældte Jannik Pohl, der dog skød forbi mål i frit løb mod Robin Olsens mål.
Men uskarpheden var søndag for stor i begge ender, og dermed endte det hele 1-1 i Aalborg efter mål fra Filip Lesniak og Federico Santander.
Resultatet betyder, at begge hold hentede 26 point i 19 kampe gennem efteråret. Det placerer FC København på en sjetteplads, mens AaB er bagefter på målforskel og indtager syvendepladsen.