FC Vestsjælland forbereder sig på Brøndby-stormløb

Foto: JENS DRESLING/POLFOTO (Arkivfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

Brøndby kommer formentlig ud til opgøret mod FC Vestsjælland med ild i øjnene og fråde i mundvigen.

Det kan godt gå hen og blive hedt for FC Vestsjælland, når holdet søndag træder ud på plænen på Brøndby Stadion.

Hjemmeholdet fik plusser på selvtillidskontoen, da sidste hjemmekamp endte med en forløsende sejr over AaB. Og FCV-cheftræner Michael Hansen er forberedt på, at Brøndby-angriberne sandsynligvis kommer ud til opgøret med ild i øjnene og fråde i mundvigen.

– Det er klart, at meget kommer til at handle om, hvordan vi får dækket op for Brøndbys offensiv. Det koncentrerer vi os meget om. Vi er fuldt ud klar over, at vi skal op mod et Brøndby-hold, der har tanket selvtillid efter den seneste hjemmesejr over AaB, fortæller Michael Hansen, der dog understreger, at hans hold også skal turde at angribe Brøndby.

– Vi skal have mod til at udfordre der, hvor vi føler, at vi er dygtige. Det er den balancegang, der er kunsten at finde. Prioriteringen bliver alt efter, hvad Brøndby tillader. Hvis det kræves, at vi spiller direkte, så gør vi det.

Michael Hansen, der overtog tøjlerne i Slagelse-klubben i sommer, er spændt på, om Brøndby har Daniel Agger med i startopstillingen.

– De har et par ubekendte, og dem er han iblandt ovenpå landskampene. Men er han med, så er vi forberedt.

– Han bygger spillet lidt anderledes op i forhold de andre Brøndby-forsvarere. Han har en del flere korte afleveringer. Vi har selvfølgelig kigget på det sparsomme videomateriale, vi har med ham og Brøndby, og han betyder meget for deres spil. Han er anfører for vores landshold, og han er en naturlig leder, der udstråler autoritet, slår Michael Hansen fast.

Inden søndagens kamp, der skydes i gang klokken 17.00, ligger FC Vestsjælland på en ottendeplads med 11 point for 10 kampe. Brøndby har 14 point på sjettepladsen.

Powered by Labrador CMS