FC Midtjylland nedtoner Ståle-stikpille
FC Midtjylland hopper ikke på Ståles stikpille om, at Randers, AaB og Brøndby er ligeså stor en trussel som de ambitiøse midtjyder.
Frem og tilbage, frem og tilbage. Sådan har ordkrigen mellem FC Midtjylland og FC København kørt i denne sæson.
Tirsdag stak FCK-træner Ståle Solbakken igen lidt til konkurrenterne fra FC Midtjylland. Nordmanden mente ikke, at de storsatsende midtjyder med pengestærke Matthew Benham i ryggen var en større trussel end AaB, Brøndby… og Randers.
FCM-træner Glen Riddersholm og sportsdirektør Claus Steinlein fik muligheden for at sparke bolden tilbage til hovdstaden i ordkrigen.
Ståle Solbakken siger, at det ligeså godt kunne være AaB, Brøndby eller Randers, der kan kæmpe om guldet i fremtiden, som det er FC Midtjylland. Det vil jeg jo gerne have din kommentar til som træner for FCM.
»Det får du ikke.«
Hvordan kan det være?
»Det gider jeg ikke at gå ind i. Jeg forholder mig til den næste kamp. Jeg tror, når Ståle udtaler sig der, så udtaler han sig som sportsdirektør og ikke som træner. Jeg udtaler mig bare som træner, de andre ting er på strateginiveau, så det er ikke mig, du skal have fat i der,« lyder det fra FCM-træner Glen Riddersholm, der ellers tidligere ikke har været bleg for en bemærkning rettet mod københavnerne.
Sportsdirektør Claus Steinlein mener blot, der er tale om typisk ‘løve-attitude’ fra FCK.
Hvad synes du så om, at Solbakken ikke regner jer for en større trussel i fremtiden end AaB, Brøndby og Randers?
»Det er jo Ståles mening, den har han lov at have. Det tager jeg ikke så tungt, så længe han ikke går ud og siger, at vi er mere pressede end ham og alt det der. Det er kun, når han spiller med pressebøfferne, som han er rigtig god til, at vi svarer lidt mere igen.«
Er der grund til at frygte jer?
»Vi har stort set ligget nummer et i atten måneder og har en forventning om at steppe endnu mere op, så der er ingen tvivl om, at jeg i hvert fald vil kigge lidt til Midtjyllands side, hvis jeg følte, jeg var en topklub i dansk fodbold.«
Solbakken mener, at der ikke er grund til at frygte, at FCK bliver overhalet af FCMs udvikling. Hvordan hænger det så sammen med, at du siger, at man som topklub burde kigge lidt til Midtjyllands side?
»Det har vel altid været løvernes attitude, at de er de største. Både som dyr og som klub. Og det skal de da have lov til, så må vi kigge på tabellen, når året er gået. Det er nok lettere at vurdere der. Brøndby sagde også i halvfemserne, at de var de største, og der har da været ti år med lidt mindre høst. Vi har fokus på os selv, og så lærer vi det, FCK har været gode til de sidste mange år. At spille europæisk fodbold og være gode til at håndtere pressen. Vi skal kigge på vores konkurrenter, så vi kan lære noget af dem.«