FC Midtjylland fik hul på bylden mod Esbjerg

Gæsterne blev sendt hjem med et stort nederlag.

Esbjergs fans fik forstærkning af tilrejsende fans fra Esbjergs venskabsklub, Wolfsburg, i kampen mellem FC Midtjylland og Esbjerg på MCH Arena i Herning i tredje runde af superligaen lørdag den 28. juli 2018. Lidet hjalp det gæsterne, der stadig tabte stort. Foto: Bo Amstrup/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Original artikel: 

FC Midtjylland hentede første sejr i årets Alka Superliga, da de forsvarende mestre slog gæsterne fra Esbjerg med 3-1.

Gustav Wikheim, Jakob Poulsen og Frank Onyeka scorede for værterne, mens Lasha Parunashvili gjorde det til 1-2 for Esbjerg.

Opdatering med Ritzaus referat fra kampen: 

FC Midtjylland vandt lørdag med 3-1 over oprykkerne fra Esbjerg i Superligaen.

Dermed sikrede de forsvarende danske mestre sig sæsonens første sejr efter uafgjort mod AGF og nederlag til AaB i de to første kampe.

De tre point kom i hus efter to scoringer i første halvleg, hvor først Gustav Wikheim og siden Jakob Poulsen slog til, inden Frank Onyeka scorede i overtiden til resultatet 3-1.

Det betyder, at FCM har fået fire point i sæsonens første tre kampe og er på sjettepladsen, mens Esbjerg efter tre kampe befinder sig på 12.-pladsen med et enkelt point.

Norsk profil gjorde det til 1-0

Et kvarter inde i første halvleg kom midtjyderne foran 1-0.

En flot bold blev sendt ned bag et højtstående Esbjerg-forsvar, hvor FCM’s Gustav Wikheim stod klar, og den norske profil afsluttede stensikkert foran mål.

Efter en halv times spil var FCM’s Awer Mabil så på spil.

Den tidligere Esbjerg-lejesvend blev nedlagt i feltet, og dommeren dømte straffespark. Anfører Jakob Poulsen tog ansvaret og sparkede, og han sendte sikkert bolden i nettet til 2-0.

Esbjerg sluttede første halvleg bedst, da georgiske Lasha Parunashvili kort før pausen fik en nedfaldsbold, som han flot sparkede ind bag FCM-keeper Jesper Hansen med en helflugter.

Nordmand var farlig flere gange

Dermed var FCM foran 2-1 ved pausen, og efter 60 minutter var hjemmeholdet og Wikheim igen farlige.

Nordmanden blev sendt i dybden, hvor han kom forbi keeper Jeppe Højbjerg, men Wikheim kunne ikke ramme målet fra en meget skarp vinkel.

Wikheim var på spil igen få minutter senere, da midtjyderne satte fart på et kontraangreb.

Her kunne nordmanden efter et par fine træk skyde mod mål, men det gode skud blev taget af Esbjerg-keeper Jeppe Højbjerg.

I overtiden kom der gang i sagerne. Først tordnede Jakob Poulsen bolden på træværket på et direkte frispark, og kort efter øgede FCM til 3-1, da Frank Onyeka var første mand på en fri bold i Esbjergs felt.

Powered by Labrador CMS