FC Midtjylland er danske mestre

Foto: Anders Kjærbye/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

FC Midtjylland sikrede torsdag aften mesterskabet i en chancefattig kamp mod FC Vestsjælland. 0-0 stod der efter 90 minutter, og det er et resultat, som begge hold formentlig vil være tilfredse med.

FC Midtjylland har med ét point endegyldigt sikret klubbens første danske mesterskab. FC Vestsjælland kan derimod bruge pointet i en tæt nedrykningskamp, hvor vestsjællænderne halser efter Sønderjyske og Esbjerg.

Selvom FC Midtjylland og FC Vestsjælland befinder sig i hver deres ende af tabellen, var forskellen ikke særlig stor. Hjemmeholdet fra FC Vestsjælland var tættest på sejren, da både Jan Kristiansen og Peter Nymann var farlige med to langskud, der sneg sig forbi mål.

FC Midtjyllands største chance kom kort inde i anden halvleg, da Erik Sviatchenko headede bolden på stolpen efter et hjørnespark. Men tættere kom ingen af holdene på en scoring.

Mens FC Midtjylland er sikre på at slutte i toppen af tabellen, må FC Vestsjælland fortsat vente på deres fremtidige skæbne i Superligaen. Klubben fra Slagelse er stadig under stregen, men skal i deres næste to kampe møde Sønderjyske og Esbjerg og kan dermed måske selv afgøre sin skæbne.

Powered by Labrador CMS