FC København sender Kusk tilbage til Jylland

Efter tre et halvt år hos først Twente og dernæst FC København skal Kasper Kusk igen spille for AaB.

Kasper Kusk får en lang kontrakt i AaB. Foto: AaB
Offentliggjort Sidst opdateret

Fodboldspilleren Kasper Kusk er tilbage i AaB.

Onsdag blev den 26-årige offensivspiller præsenteret i den nordjyske fodboldklub, som han forlod for tre et halvt år siden. AaB har købt den tidligere landsholdsspiller i FC København, hvor han ikke formåede at få kontinuerlig succes.

Kontrakten gælder til udgangen af 2022. Begge klubber bekræfter skiftet på Twitter.

– Vi har været meget glade for at have Kasper i truppen, men med ankomsten af Viktor Fischer og Robert Skov er konkurrencesituationen på Kaspers position nu vældigt hård. Vi ved, at AaB er en god og stærk klub, hvor Kasper vil få en ny god periode nu, og det glæder vi os over på hans vegne, siger FCK-manager Ståle Solbakken.

Hjem igen

Kasper Kusk glæder sig til at vende hjem til Aalborg.

– Nu ser jeg frem til at komme tilbage til AaB og Aalborg, hvor jeg går efter at få en endnu mere fremtrædende rolle, end jeg har haft på det seneste i FCK, siger han.

Kasper Kusk sagde farvel til AaB i sommeren 2014, lige efter at han havde været med til at føre klubben til DM-guld og sejr i den danske pokalturnering.

Destinationen hed dengang hollandske Twente, men danskeren formåede ikke at få succes i Holland. Et år senere vendte Kasper Kusk tilbage til dansk fodbold, denne gang hos FC København.

Selv om han fik tilføjet to danske mesterskaber og to pokaltitler til sit CV, var opholdet kun en begrænset personlig succes. Kasper Kusk havde svært ved at sætte sig igennem i den hårde interne konkurrence i FCK, og deri skal også ses en af hovedårsagerne til hans exit.

I AaB håber sportsdirektør Allan Gaarde på at få Kasper Kusk tilbage på et højt niveau.

– Efter vores vurdering er Kasper en af Alka Superligaens allermest kreative spillere, og med sine visioner i spillet, sin fart og sin målfarlighed tilfører Kasper os en anderledes dimension i vores offensiv, siger han.

Powered by Labrador CMS