FBI skaffer beviser mod fynsk narkohandler

Skat opdagede mistænkelige pakker med amfetamin, som blev sporet til 29-årig mand.

Mere end tre kilo amfetamin købte en 29-årig mand gennem det såkaldt mørke internet, Tor-netværket. Han er i Retten i Odense idømt fængsel i fem år og seks måneder (arkivfoto). Foto: Graversen Thomas/Free
Offentliggjort Sidst opdateret

Det amerikanske forbundspoliti har givet dansk politi værdifulde oplysninger i sagen om en 29-årig fynbos handel med narko på nettet.

Manden er fredag af Retten i Odense idømt fængsel i fem år og seks måneder for at have indkøbt mere end tre kilo amfetamin. Det oplyser anklagerfuldmægtig Heidi Ann Dearman fra Fyns Politi.

Gennem en side på det såkaldt mørke internet, Tor-netværket, købte han det ulovlige stof over flere omgange siden maj sidste år.

Opdagede tre forsendelser

Trafikken blev afsløret, da Skat i lufthavnen i Kastrup opdagede tre forsendelser med amfetamin.

Derefter kørte politiet ud og overvågede den postkasse, som en af pakkerne var stilet til. På den måde blev manden pågrebet i februar. Siden har han siddet varetægtsfængslet.

I efterforskningen har også it-specialisterne i Rigspolitiets afdeling NC3 deltaget, ligesom FBI som nævnt har bidraget.

Undercover agent optrådte på side

Inde på siden ved navn “Necleus” havde en undercover special agent fra FBI nemlig optrådt for at samle beviser om ulovlige handler, oplyser Heidi Ann Dearman.

Fynboen brugte navnet “Mark Shark”, tilføjer hun.

Danny Nicolai Larsen har modtaget dommen. Heri indgår i øvrigt konfiskation af 80.000 kroner i udbytte.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS