Fattige rumænere blev solgt for 50.000 kroner
I en telefonsamtale blev to bagmænd enige om, at prisen for to rumænere skulle være 100.000 kroner.
Hvor meget koster en fattig rumæner på det danske marked for menneskehandel?
Spørgsmålet forekommer måske både bizart og uvirkeligt. Ikke desto mindre er det aktuelt i danmarkshistoriens største sag om menneskehandel, som politiet har døbt Operation Hvepsebo.
Her er 22 personer tiltalt for at have lokket 300 fattige rumænere til Danmark og udnyttet dem til økonomisk kriminalitet for op mod 40 millioner kroner.
Under sin efterforskning har politiet opsnappet en samtale mellem to af de formodede bagmænd, der helt lavpraktisk diskuterer prisen på to rumænere.
Det fortæller senioranklager Jette Malberg mandag i et retsmøde ved Retten i Lyngby, hvor en af bagmændene, ED, sammen med 13 andre er tiltalt for menneskehandel.
I samtalen bliver mændene tilsyneladende enige om at handle. 50.000 kroner skal ED have for hver af de to rumænere, fortæller Jette Malberg.
Fattige rumænere er da også ganske værdifulde for kriminelle bagmænd i Danmark.
Ifølge anklagemyndigheden fungerer bedrageriet typisk således, at rumænerne opsøges af landsmænd og lokkes til Danmark med lovning om et arbejde.
Herefter transporterer bagmændene ofrene hertil, installerer dem i huse og tager dem med til Borgerservice, hvor de får NemID og cpr-nummer.
Efterfølgende bruges dokumenterne til at optage kviklån, købe mobiltelefoner og til leasing af biler samt skatteunddragelse. Ofte får de udnyttede hverken job eller penge.
I et tilfælde skal de tiltalte have scoret værdier for ikke mindre end en million kroner på baggrund af en persons identitet. Typisk er fortjenesten dog et stykke mindre.
Politiet har efterforsket Hvepsebo-sagen i fem celler, og det er sagens celle 1 med 14 tiltalte, der efter 42 retsmøder er ved at være forbi ved Retten i Lyngby.
En af sagerne – celle 3 – er dog allerede afsluttet. Ved Retten i Hillerød blev tre rumænske søskende i december sidste år dømt for menneskehandel, bedrageri og databedrageri af særlig grov beskaffenhed.
Straffene lød på mellem to og tre års fængsel og udvisning af Danmark for altid.
/ritzau/