Fasar fra 'Den sorte svane' er blevet løsladt

Fasar Abrar Raja er som ventet blevet løsladt tirsdag aften, oplyser rockerens advokat

Offentliggjort

Fasar Abrar Raja løsladt fra psykiatrisk afdeling

  • Fasar Abrar Raja, kendt fra TV 2's dokumentarserie 'Den sorte svane', er blevet løsladt fra en psykiatrisk afdeling. Hans forsvarsadvokat, Mette Maria Lorentzen, bekræfter løsladelsen, som skete på politiets og anklagemyndighedens initiativ.
  • Raja har siddet varetægtsfængslet siden 2. oktober i forbindelse med en sag om svindel med moms og skat. Han er sigtet for at have snydt for omkring 30 millioner kroner og nægter sig skyldig i alle anklagerne.
  • Retten i Glostrup besluttede tidligere, at hans varetægtsfængsling skulle ske på en psykiatrisk afdeling på grund af tidligere indlæggelser. Sagen har også medført tiltaler mod flere andre involverede, herunder hans tidligere advokat.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Rockeren Fasar Abrar Raja kendt fra TV 2's dokumentarserie "Den sorte svane" er blevet løsladt tirsdag aften.

Det oplyser hans forsvarsadvokat, Mette Maria Lorentzen, til Ekstra Bladet.

- Jeg kan bekræfte, at min klient er blevet løsladt her til aften på politiets og anklagemyndighedens eget initiativ, skriver hun i en sms til Ekstra Bladet.

Svindel mod moms og skat 

Fasar Arbrar Raja har sammen med sin revisor siddet varetægtsfængslet siden 2. oktober i en sag om svindel med moms og skat. 

De to forlængede i slutningen af oktober frivilligt deres varetægtsfængsling til 27. november.

Det er den varetægtsfængsling, som udløber tirsdag.

Ritzau har forsøgt at få bekræftet oplysningen fra Mette Maria Lorentzen, men hun er ikke vendt tilbage.

Hun oplyser ikke i sms'en til Ekstra Bladet, om revisoren også er løsladt.

Rockere Fasar Abrar Raja er blevet løsladt fra psykiatrisk afdeling på anklagemyndighedens eget initiativ, oplyser hans forsvarer, Mette Maria Lorentzen, til Ekstra Bladet.

Snydt for 30 millioner 

Sagen omhandler omfattende svindel, da der ifølge National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er blevet snydt for omkring 30 millioner kroner i sagen.

Fasar Abrar Raja er sigtet for moms- og skattesvindel i millionklassen. Han er også sigtet for en række forhold om både vold og trusler. En af voldssigtelserne omhandler, at et offer fik strammet en livrem om sin hals.

Han nægter sig skyldig i alle sigtelserne.

I alt fire mænd er sigtet i sagen. De andre tre er beskyttet af et navneforbud.

49-årige Fasar Abrar Raja sad ikke varetægtsfængslet i et fængsel eller et arresthus.

Han er tidligere dømt for kriminalitet og har dermed været i kontakt med både rets- og fængselsvæsnet. I den forbindelse er han flere gange blevet mentalundersøgt.

Psykiatrisk afdeling 

Fasar Raja har flere indlæggelser på psykiatrisk afdeling bag sig, og på den baggrund bestemte Retten i Glostrup ved et grundlovsforhør i starten af oktober, at varetægtsfængslingen af Fasar Abrar Raja skulle ske på en psykiatrisk afdeling frem for i et arresthus.

I "Den sorte svane" forsøgte muldvarpen og juristen Amira Smajic i et kontor med skjulte mikrofoner og kameraer at få kriminelle til at afsløre blandt andet hvidvask af penge.

Det skete, under dække af at hun ville hjælpe dem med hvidvaskningen.

Det har medført tiltaler af flere involverede, heriblandt Lise Roulund, som har været Fasar Abrar Rajas advokat.

Powered by Labrador CMS