Farvel kørekort: 156 kilometer i timen i 50-zone

24-årig måtte fortsætte til fods efter indgreb fra færdselsbetjente på Langebro i København.

Offentliggjort Sidst opdateret

En ung bilist blev natten til søndag taget i at køre 156 kilometer i timen på Langebro i København, oplyser politiet. På Twitter skriver Københavns Politi, at det skete i forbindelse med en hastighedskontrol.

Den unge mands kørekort blev inddraget.

Hastigheden må højst være 50 kilometer i timen på broen, men det blæste den 24-årige mand på ved halv et-tiden. Efter at han var blevet stoppet af færdselsbetjente, var kørslen slut. Han måtte fortsætte til fods, oplyser politiinspektør Steen Søder til Ritzau.

– Vi tog kørekortet fra ham på stedet. Det sker, når overtrædelsen er på mere end 100 procent, siger han, der i øvrigt betegner hastigheden som vanvittig.

Så sent som i april blev samme bilist også taget i at køre alt for stærkt. Ved den lejlighed fik han et klip i kortet.

Langebro har tre vognbaner, og det frister tilsyneladende nogle bilister over evne på tidspunkter, hvor der er langt mellem trafikanterne.

– Vi kender strækningen som et sted, hvor der ofte bliver kørt for stærkt, og derfor har vi tit patruljer derude, siger politiinspektør Steen Søder.

Powered by Labrador CMS