Farvel forældreintra: Nyt system tager over

Ny digital kontaktbog er kommunernes hidtil største it-projekt. Skoler i fire kommuner starter test af Aula.

På mandag er det første dag i det nye skoleår i de danske folkeskoler. Det hidtil største it-projekt i kommunerne skal skabe bedre rammer for digital kommunikation mellem forældre og lærere, lærere og elever og lærerne imellem. Foto: Henning Bagger/arkiv/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Tusindvis af forældre til nye børn i folkeskole vil formentligt stifte bekendtskab med den digitale kontaktbog Forældreintra i den kommende tid, når de skal følge med i podernes skoleskemaer og beskeder fra lærere og andre forældre.

Men både forældre og lærere skal vænne sig til et helt nyt system, når it-platformen Aula rulles ud i alle folkeskoler i de 98 kommuner. Det sker fra skoleåret 2019, men på en række pilotskoler skal man lære Aula at kende allerede i de kommende måneder.

Aula skal desuden bruges af pædagoger og forældre i vuggestuer og børnehaver i mindst 95 kommuner fra 2020. Det fortæller vicedirektør i kommunernes it-fællesskab Kombit Poul Ditlev Christiansen.

– Som forælder betyder det, at man vil kunne kommunikere i den samme app, fra man har sit barn i daginstitution, til det går ud af 10. klasse i folkeskolen.

– Det skulle gerne gøre det nemmere at planlægge i hverdagen, siger Poul Ditlev Christiansen, som er ansvarlig for Aula.

Skal understøtte børns læring og trivsel

Kombit regner med, at Aula får mere end to millioner brugere fra i alt 4200 skoler og dagtilbud.

– Der er ingen tvivl om, at det bliver den it-løsning med flest daglige brugere, som vi har kørende i kommunerne, siger vicedirektøren.

– Løsningen er enkel og simpel at anvende, så alle forældregrupper får de bedste muligheder for at understøtte deres børns læring og trivsel i det daglige, siger han.

Det er uvist, hvordan forældrene tager imod det nye system, men det er et godt spørgsmål, om der er samme underholdningsværdi i Aula, som der før har været i Forældreintra.

Skoler fra fire kommuner skal teste systemet

I de kommende måneder skal skoler i fire kommuner – Gladsaxe, Høje-Taastrup, Odder og Aarhus – introduceres for Aula, som de skal teste fra 1. januar.

Aula er en del af en aftale fra 2014 mellem kommunerne og regeringen om et digitalt løft af folkeskolerne.

For omkring 65.000 lærere bliver Aula en væsentlig del af hverdagen.

Lærere og IT kan være en svær kombination

Ifølge Jeanette Sjøberg, formand for undervisningsudvalget i Danmarks Lærerforening, er det en stor fordel, at der med Aula bliver én indgang til lærernes forskellige digitale arbejdsredskaber.

For eksempel til kommunikation med forældre, elever og kolleger, dokumentation, elevplaner og indhold til undervisningen.

Men samtidig giver udsigten til det store projekt også en vis nervøsitet. For lærerne har ikke altid haft gode erfaringer med nye it-tiltag i folkeskolen, siger hun.

For eksempel har de såkaldt digitale læringsplatforme haft store startvanskeligheder.

– Det er meget vigtigt, at Aula og alle systemets funktioner virker fra starten af. For det er en tidsrøver i hverdagen, hvis de digitale systemer ikke fungerer, som de skal.

Aula skal afløse Skoleintra

* Med forventet over to millioner brugere bliver Aula den største it-løsning hidtil i kommunerne målt på antallet af daglige brugere.

* Den skal bruges af personale, børn og forældre i folkeskoler, SFO’er, vuggestuer og børnehaver.

* Fra skolestart 2019 skal systemet være klar til brug på alle folkeskoler i landets 98 kommuner.

* Men på en række pilotskoler og dagtilbud i Gladsaxe, Høje-Taastrup, Odder og Aarhus skal man være klar til at bruge Aula fra 1. januar 2019.

* Fra 2020 skal Aula tages i brug i daginstitutioner i foreløbig 95 kommuner.

* Aula skal erstatte folkeskolernes brug af Skoleintra, som blandt andet indeholder Forældreintra og ElevIntra.

* Desuden har mange kommuner i dag deres egne løsninger til kommunikation mellem forældre og personale i dagtilbud, som Aula kan erstatte.

* Brugere vil kunne tilgå Aula via www.aula.dk og via en app til mobil eller tablet.

* Ifølge kommunernes it-fællesskab Kombit er Aula udviklet med særligt henblik på brugervenlighed og datasikkerhed.

* Kommunerne skal samlet betale 350 millioner kroner for Aula. Beløbet dækker udvikling, videreudvikling og den daglige drift af løsningen i otte år for skoler, SFO’er og dagtilbud.

* Aula er en del af en aftale fra 2014 mellem kommunerne og regeringen om et digitalt løft af folkeskolerne.

* It-virksomheden Netcompany står for udvikling og implementering af Aula sammen med Frog og Advice.

Kilder: Aula.dk, kommunernes it-fællesskab Kombit.

– Det er så frustrerende. Lærerne er i forvejen virkelig presset på tid, fordi de har fået mange flere undervisningsopgaver. Det er også meget vigtigt, at de får en god oplæring i systemet, siger hun.

Powered by Labrador CMS