Fartdjævle ræser forbi legestue: – Fuldstændig sindssygt

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi gennemførte torsdag en fartkontrol, og det er skræmmende læsning. Mindst én bilist har kørt 100 procent for stærkt. Målestedet ligger tæt på dagplejens legestue.

Offentliggjort Sidst opdateret

Når bilister forlader Haslev ad Teestrupvej, så går det stærkt. Meget stærkt. Det understøttes af tal fra den seneste hastighedskontrol, som Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har gennemført på stedet, der ud over at være en byzone – ligeledes er tæt ved en legestue for byens dagplejere. Stedet befærdes af mange børn og unge mennesker.

Over omtrent fem timer målte politiets automatiske trafikkontrol (ATK) hastigheden hos 369 bilister i byzonen, hvor den højest tilladte hastighed er 50 kilometer i timen, og antallet af bilister, der kørte for stærkt er rystende.

102 havde for tung speederfod, og det bliver til en bøde, mens 21 får et klip i kørekortet. Mere grelt står det til for de fem, der kørte hurtigst forbi fartmåleren. De får en betinget frakendelse af kørekortet. Det betyder, de af egen lomme skal betale en ny køre- og teoriprøve. Værst stod det til for en bilist, der overskred hastighedsgrænsen med over 100 procent. Vedkommende kørte fuldkommen vanvittige 104 kilometer i timen. På en vej, hvor det maksimalt er tilladt med 50, og hvor flere børn har daglig gang.

“Dybt godnat”

Den vanvittige kørsel så tæt på dagplejernes legestue, hvor flere børn mødes på faste dage, vækker forargelse hos Faxe Kommunes leder af dagplejen. Hun hedder Karin Andreasen og beroliger alle forældre med, at der altså ikke er fare på færde for de mange børn i dagplejens legestue.

– Området er selvfølgelig hegnet ind og sikkerhedsgodkendt. Men når jeg bliver bekendt med, at flere har købt så stærkt lige ved siden af, så vil jeg godt sige, jeg synes, det er dybt godnat og fuldstændig sindssygt, fortæller hun til Newsbreak.dk.

Hun har ikke hørt om konkrete problemer fra forældre eller dagplejere, der har oplevet fartdjævlene på Teestrupvej.

Newsbreak.dk har også talt med Jan Østergård, der bor på Teestrupvej ganske tæt ud til vejen, hvor der også er hastighedsbegrænsning, og han kan sagtens genkende lyden af fartsynderne, der ræser forbi.

– Det har i hvert fald stået på i de 10 år, jeg har boet her. Specielt om natten kører folk rigtig stærkt. Jeg hører da af og til en motorcykel, der kommer blæsende forbi i sjette gear. Dem, jeg har købt huset af, måtte tidligere skifte hele hækken, fordi en bilist simpelthen fjernede den, fortæller Jan Østergård til Newsbreak.dk.

Politiet: – Et generelt problem

Torsdag skrev vi på Newsbreak.dk om en færdselskontrol, hvor over 30 procent af bilisterne i en byzone med begrænsning til 50 kilometer i timen kørte for stærkt. Da fortalte leder af færdselspolitiet hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Erik Mather, at det er et velkendt problem, at bilister kører for stærkt, før de er ude af byen.

– Jeg ved simpelthen ikke, hvad der sker. Om folk tænker “nu er jeg ude af byen” og så trækker to hurtige gearskift og drøner af sted. Det må være ubehageligt for beboere sådanne steder, sagde Erik Mather til Newsbreak.dk torsdag.

Powered by Labrador CMS