Fartbølle fanget med 143 i timen på kendt ulykkesstrækning
Bilist med tung speeder-fod slipper med 5000 kroner i bøde.
Midt- og Vestjyllands Politi brugte en del af weekenden på at holde øje med trafikken og på Skivevej ved Møldrup stod der søndag eftermiddag en automatisk trafikkontrol.
Her blev mere end 1500 biler kontrolleret for farten, 254 blev målt og en del kan se frem til et bødeforlæg, og for en enkelt bilist bliver det en virkelig dyr køretur.
Man må på vejen køre 80 kilometer i timen, men en enkelt trafikant susede forbi kontrollen med hele 143 kilometer i timen. Og det på en vej, politiet i forvejen kategoriserer som en “ulykkesstrækning”.
Flere uheld det seneste år
– Vi får data fra Vejdirektoratet, og der kan vi se, hvor der sker uheld. De data er med i vores beslutning om, hvor vi måler, men der kan være forskellige grunde til, at vi måler trafikken et område. Det kan også være fordi, der ligger en skole, eller at vi har fået en henvendelse fra en borger, siger Bjarne Kristensen, leder af Midt- og Vestjyllands Politi’s færdselsafdeling.
Bjarne Kristensen fortæller til Newsbreak.dk, at der på en nærliggende vej, ingen uheld har været registreret overhovedet de seneste fem år, mens strækningen, politiet kontrollerede i weekenden, har haft fire registrerede uheld i løbet af det seneste år.
Bilisten, der valgte at køre 143 i timen på en danske landevej kan se frem til en klækkelig bøde på godt 5000 kroner. Herudover vil han blive straffet med en betinget frakendelse af kørekortet. Det betyder, at han skal op til teori- og køreprøve på ny.
– Og det kan jo være en udfordring for nogen, hvis de har kørt i mange år. Reglerne har ændret sig, siger Bjarne Kristensen til Newsbreak.dk.