Fart dræber: Så mange er døde i dit område
En "ny" kampagne skal sætte fokus på, hvor farligt det er, når bilister kører for stærkt.
I perioden mellem 2011 og 2015 er 938 mennesker blevet dræbt i trafikken. Omtrent halvdelen af disse ulykker skyldes for høj fart i forhold til fartgrænserne. Det får nu 85 af landets kommuner til sammen med Rådet for Sikker Trafik til at genoptage kampagnen “Sænk farten – før det er for sent”.
Det fremgår af en pressemeddelelse, hvor tallene fremgår. Sammentælling og kortlægning af tal for 2016 er endnu ikke tilendebragt, hvorfor disse ikke er medtaget.
Den næsten landsdækkende kampagne iværksættes fra mandag 3. april og vil vare i hele tre uger.
– Der er en klar sammenhæng mellem farten på vejene og antallet af mennesker, der kommer til skade eller mister livet. Hvis flere overholder fartgrænserne eller sænker farten, når vejen svinger eller vejret er dårligt, så kunne mange menneskeliv reddes hvert år, siger Liv Knoblauch Kofoed-Jensen, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik, i pressemeddelelsen.
Kristinas bror dræbt
Kampagnen er ikke ny, men i år er der en ny vinkel. I år går den nye veje og lader personer, der har haft en fartulykke tæt inde på livet, tale direkte til bilisterne via radiospot i hele landet.
En af dem er Kristina Vestergaard fra Holstebro. I 2010 mistede hun sin bror, der kørte galt på grund af for høj fart.
– Det er seks år siden, han døde, og jeg tænker på ham hver dag. Jeg fortæller dig det her, fordi jeg håber, at du vil passe på dig selv. Sænk Farten før det er for sent, siger Kristina Vestergaard i radiospottet, der i løbet af fartkampagnen vil blive sendt på radiokanaler over hele landet.
Også politiet bakker op om kampagnen. Det er ofte betjente, der er først på ulykkesstederne.
– Hvert år bliver politiet kaldt ud til utallige trafikulykker, der kunne have været undgået, hvis folk havde overholdt fartgrænserne eller kørt efter forholdene. Hastighed er et vigtig indsatsområde, og vi prioriterer fartkontrol på vejene for at redde liv og skabe tryghed for dem, der færdes i trafikken, siger Erik Terp Jensen, chef for Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.