Farligt for børn: Tager langt mere skade af udstødningsgas
De fleste af os ved, at børn er lavere end voksne, men vidste du også, at deres højde udsætter dem for mere forurening?
Arkivfoto: SCANPIX
Ifølge et nyt studie bliver små børn udsat for 30 procent mere bil-forurening end deres forældre, fordi de ikke er så høje. Det skriver Sky News.
Studiet blev udført af en velgørenhedsorganisation kaldet Global Action Plan, og forskerne bag studiet fortæller, at børn indtager flere forurenede partikler, fordi de er tættere på bilernes udstødningsrør på grund af deres højde.
For børn, der sidder fast i trafikken inde i en bil, er problemet endnu større. De udsættes nemlig for dobbelt så højt et niveau af forurenede partikler end dem, der går – selv hvis de går langs meget befærdede veje.
Hvad kan forældre gøre?
Studiet blev udført i fire byer i Storbrittanien: Manchester, Leeds, Glasgow og London. Her gik børn og voksne rundt med en luftforureningsmåler i 10 minutter, mens de gik langs en stille vej, gik langs en travl vej, kørte i en bil i tung trafik og sad i en bus.
Det er ikke det første alarmerende studie omkring forurening. Et andet studie lavet af Unicef UK tyder på, at hver tredje barn kan være modtagelig overfor langvarige helbredsproblemer, fordi de bor i områder med meget forurening.
– Den nemme løsning er, at forældre vælger mere stille bagveje at følge deres børn til skole. På den måde kommer de væk fra trafikken og bliver udsat for mindre forurening, fortæller Chris Large fra Global Action Plan.