Farlige hunde: Her er de, og sådan gør du, hvis du møder dem
Tag dine forholdsregler, hvis du støder på en løs hund, du ikke kender.
Det sker af og til, at farlige hunde løber væk fra en kennel eller et privat hjem. En tur ude i virkeligheden uden ejer eller ledsager kan gøre en hund skræmt, hvilket øger risikoen for, at den bliver aggressiv.
Skulle man støde ind i en fremmed hund, der virker bange, er det derfor en god idé at vide, hvad man skal gøre.
I sådan en situation skal være man varsom, men der er som udgangspunkt ingen grund til at være bange for en fremmed hund, selvom den kan virke aggressiv, lyder rådet fra hundeekspert Lise Lotte Christensen fra Dansk Kennel Klub.
– Der er jo stor forskel på om en hund er opsøgende aggressiv, eller om den er bange. Hvis hunden er bange, skal man forsøge at berolige hunden og ikke presse den, siger Lise Lotte Christensen.
Ifølge hende kan man det gøre det ved for eksempel at give den mad, lade hunden selv komme hen til én, kaste en tennisbold hen til den og i det hele taget selv virke rolig.
Ulovlige og farlige hunde: Sådan håndterer du dem
En række hunderacer er ikke lovlige i Danmark, da de er vurderet til at være farlige hunde.
Du kan se i galleriet ovenfor, hvilke hunde det ikke er tilladt at have i Danmark.
Skulle du alligevel løbe ind i en af de ulovlige hunde, er der dog ingen grund til at agere anderledes end ved en hvilken som helst anden hund, lyder rådet fra Lise Lotte Christensen.
– Jeg synes ikke, man skal kigge så meget på racen. Det er langt vigtigere at kigge på hundens kropssprog. Virker den rolig og logrer med halen, er det et godt tegn, men hvis den bliver ved at knurre og gø, skal man være mere forsigtig. Det handler om at bruge sin sunde fornuft, siger hundeeksperten.
Hvis det ikke kan lykkes at berolige hunden, opfordrer Lise Lotte Christensen til, at man tager et billede af hunden og kontakter Politiet.