Farlig spise: Læger advarer mod chili efter mands sygdom
En mand i USA fik smertefuld hjernelidelse efter at have spist en chili, der anses for verdens stærkeste.
Opdatering: Det fremgik oprindeligt af denne historie, at manden var død af sygdommen. Det var en fejl. Newsbreak.dk beklager.
Original artikel:
En amerikansk mand blev ramt af gentagne og meget smertefulde hovedpiner efter at have spist en særdeles stærk chili.
Symptomerne dukkede op hos den 34-årige mand, kort efter at han deltog i en konkurrence i 2016, hvor han måtte spise en Carolina Reaper, der er kendt som verdens stærkeste chili.
Det fremgår af en artikel i medicintidsskriftet BMJ Case Reports.
På den såkaldte Scoville-skala, som betegner, hvor stærk madvarer er, har Carolina Reaper et snit på godt 1,6 millioner enheder.
Til sammenligning scorer en jalapeño mellem 2500 og 8000 på skalaen.
Kraftige smerter
Manden fik kraftige nakke- og hovedsmerter, og i flere dage opstod der korte, men intense, perioder med hovedpine.
Den 34-årige søgte lægehjælp, men trods en række medicinske undersøgelser blev der ikke fundet en forklaring på problemerne.
Slutteligt blev han diagnosticeret med en forbigående hjernelidelse kendt som RCVS. Den indebærer en midlertidig sammentrækning af blodårerne i hjernen.
Verdenshistorie
Det er sandsynligvis første gang, at nogen har fået den diagnose efter at have spist chili, oplyser lægerne bag forskningsartiklen.
– Det var en stor overraskelse for alle, siger en af forfatterne, Kulothungan Gunasekaran, fra the Henry Ford Hospital i Detroit.
Mandens symptomer forsvandt dog af sig selv, og fem uger senere viste en skanning, at hans blodårer havde udvidet sig til normal størrelse.
– Vi anbefaler folk at udvise forsigtighed, når de spiser chili og til omgående at søge lægehjælp, såfremt de oplever lignende symptomer, siger Gunasekaran.
Du kan i galleriet se andre chilier, der også er afsindigt stærke. Galleriet er baseret på en liste fra The Guardian.