Farlig og bevæbnet røver i flugt fra politiet

Han forsøgte at stikke af fra anden sals højde.

Ved en politiaktion lykkedes det politiet at anholde to mistænkte røvere. Arkivoto: Colourbox.
Offentliggjort Sidst opdateret

Mandag efterlyste Københavns Politi to personer, der er mistænkt for at stå bag seks voldsomme røverier i dagligvarebutikker inden for 14 dage.

Parret består af en mand og kvinde, hvoraf manden i efterlysningen blev beskrevet som ‘farlig og muligvis bevæbnet’.

Den efterlysning har allerede båret frugt. Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

En borger henvendte sig til politiet og de to mistænkte blev lokaliseret til en beboelsesejendom i Københavns Nordvestkvarter.

Yderligere efterforskningsskridt, som politiet ikke vil komme nærmere ind på, viste politiet vej til den rette lejlighed i ejendommen, hvor der omkring klokken 3 i nat iværksattes en anholdelsesaktion.

Forsøgte at stikke af

Den mandlige mistænkte forsøgte endnu engang at flygte fra politiet ved at begive sig ud på en klatretur fra altanen på 2. sal.

Han nåede dog kun til første sal før han blev anholdt. Den kvindelige mistænkte blev anholdt ved samme anholdelsesaktion.

Flere sigtelser

Han vil blive sigtet for de seks røverier mod kiosker og dagligvarebutikker, der fremgik af efterlysningen i går, og han vil senere i dag blive fremstillet for en dommer i Københavns Byret med begæring om varetægtsfængsling.

Den kvindelige del af parret vil ligeledes blive fremstillet for en dommer, men i første omgang vil hun kun blive sigtet for de to forhold, hvor hun kan ses på overvågningsvideoerne. Den videre efterforskning af sagerne vil vise, hvor mange forhold hun skal sigtes

Det er disse butikker, der indgår i efterforskningen:

– Kiosk, Østerbrogade, København Ø, torsdag d. 9. november kl. 22.45, hvor mistænkte foreviste en pistol og truede ekspedienten med den.
– Dagligvarebutik, Nørre Farimagsgade, København K, fredag d. 10. november kl. 22.04, hvor mistænkte truede med at skyde ekspedienten.
– Dagligvarebutik, Tuborgvej, København NV, søndag d. 12. november kl. 20.07, hvor mistænkte truede med at skyde ekspedienten.
– Dagligvarebutik, Æbeløgade, København Ø, onsdag d. 15. november kl. 21.10, hvor mistænkte truede med at skyde ekspedienten.
– Dagligvarebutik, Tuborgvej, København NV, fredag d. 17. november kl. 21.04, hvor mistænkte truede med at skyde ekspedienten.
– Dagligvarebutik, Nørrebrogade, København N, søndag d. 19. november kl. 21.45, hvor mistænkte truede med at skyde ekspedienten.

Udbyttet har i alle tilfælde været cigaretter og kontanter.

 

Powered by Labrador CMS