Farlig IT på biblioteker: To mænd stjal millioner
En opsigtsvækkende svindelsag er nu nået til ende.
To mænd har stået bag et yderst kreativt databedrageri. Mændene havde installeret såkaldte keyloggere på bibliotekers computere, hvorved de fik tiltusket sig adgang til intetanende borgeres bankkonti. Da mændene havde fået adgang til borgernes konti, så hævede det store beløb.
I perioden november 2016 til maj 2017 fik bagmændene installeret såkaldte keyloggere på computere på biblioteker i Herlev, Gladsaxe, Hørsholm, Solrød, Roskilde, Odense, Middelfart, Aalborg, Aarhus, Skanderborg, Rønde, Haderslev og Aabenraa.
Keyloggere registrerer, hvad der bliver tastet på computeren – og på denne måde havde de nu to dømte uretmæssigt fået adgang til NemID-oplysninger – og dermed for eksempel brugerid og adgangskoder til banker.
Fanget i databedrageri
Men de to mænd blev opdaget og måtte derfor en tur i Retten i Sønderborg.
Det drejer sig om to mænd i alderen 26 og 30. Den 30-årige blev idømt fem års ubetinget fængsel, mens den 26-årige blev idømt tre års ubetinget fængsel. For den 30-åriges vedkommende var der tale om databedrageri, der omfattede værdier for 5,9 millioner kroner, mens den tilsvarende opgørelse for den 26-åriges var på 2,5 millioner kroner.
– Jeg er tilfreds med dommens resultat, og at retten har lagt vægt på, at der er tale om hacking under særligt skærpende omstændigheder, og at der er tale om alvorlig organiseret kriminalitet, der er egnet til at undergrave tilliden til NemID og netbank, siger specialanklager Heidi Colbæk fra Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi i forbindelse med dommen i en pressemeddelelse.
I alt var det lykkedes de to mænd at skaffe NemID-oplysninger fra i alt 16 personer, der havde brugt computerene på de mange biblioteker.