Farlig febermyg fundet i Danmark
Der er fundet nilfeber-myg i Danmark
Myggen Culex Modestus er blevet fundet i et lille vandhul i Greve. Myggen er bedre kendt som nilfeber-myggen, og det er første gang , at myggen er fundet i Danmark, og at den er fundet så højt mod nord i Europa, skriver dr.dk.
Nilfeber-myggen er betegnet som Europas farligste myg, da den kan smitte med med Vest Nil-virus og afrikansk Usutu-virus fra fugle til mennesker. Det er Vira, der kan give hjernebetændelse.
Fundet af myggen giver dog ikke anledning til umiddelbar bekymring for virusudbrud. Myggene er nemlig ikke farlige at blive stukket af lige nu, da de ikke bærer virus. Det kan de dog få fra fugle.
– Det er først, hvis der kommer trækfugle hertil sydfra, som er smittet med virusset, at det bliver farligt. Myggen er nemlig ligeglad med, om den stikker fugle eller mennesker, og den stikker både dag og nat, siger epidemiolog René Bødker fra Sektion for Epidemiologi ved DTU Veterinærinstituttet til DR Viden.
Myggen trives ved det lille vandhul i Greve, men den er ind til videre ikke fundet andre steder i landet.
Myggen er sandsynligvis kommet hertil, på grund af klimaændringer og fordi vandhullet i Greve er kunstigt skabt og giver rigtig gode betingelser for myggen.
Hvis myggen kommer til at udgøre en smitterisiko, kan man formentlig fjerne myggene igen ved at hælde salt eller kemikalier i vandhullet eller ved at fylde det op med jord.
Ifølge DR er der hvert år mindre udbrud af Vest Nil-virus i Syd- og Central-Europa.