Farlig far på flugt: Mand myrder brutalt sine børns mor
De to små børn har nu ingen forældre.
En mand har brutalt myrdet sin ekskæreste, som han havde to børn med. Han er nu på flugt og har efterladt sine børn uden nogle forældre. Det skriver The Advocate.
Ifølge politiet er 31-årige Demarcus Jackson fra Louisiana, USA, der er på flugt efter han skød sin ekskæreste, bevæbnet og farlig.
Ligeglad med to små børn
Jackson er anklaget for at have dræbt 30-årige Jessica Dunbar omkring klokken halv fire natten til søndag. Jackson skød Dunbar, mens hun var i gang med at sætte sig ind i sin bil på vej hjem fra en fest.
Dunbar blev skudt 12 gange af Jackson, der var hendes kæreste i omkring fem år. Jessica havde to små børn med Jackson. En seksårig pige og en etårig dreng. Dunbar blev hastet på hospitalet, hvor hun senere døde.
– Hun var sød og kærlig, fortæller Dunbars mor, Debra Dunbar om sin datter.
Datteren arbejdede med forsikringer indenfor sundhed og havde derudover også sit eget tøjmærke kaldet iKandi Boutique. Debra plejede at tage med sin datter i kirke hver søndag.
– Han skal fanges og sættes i fængsel, siger moderen.
Mor: Jeg ved ikke, om der var vold
Moderen fortæller, at hendes datter havde slået op med Jackson for nyligt. Moderen kender ikke til nogle tidligere episoder med vold mellem de to. Hun indrømmer dog også, at hun ikke er sikker på, at datteren ville have fortalt hende det, hvis det var sket.
– Du kan ikke få alle til at elske dig. Han gjorde noget unødvendigt. Han kunne bare have taget hjem, siger Debra.
Jessicas tante Charity Dumas er kørt helt fra Mississippi for at støtte familien i den svære tid.
– Hun vil blive savnet. Hun fortjente det ikke. Det er surrealistisk, at nogen kan være så ubarmhjertige, fortæller Dumas.
Naboer i chok
En mand, der bor overfor, hvor skyderiet skete, siger, han blev vækket søndag nat af lyden af skud. Da han kiggede ud af vinduet, så han en bil, der langsomt kørte baglæns. Chaufførens dør var åben og det så ud som om, chaufføren var blevet skudt. Samtidigt bakkede en bil ud og forlod gaden.
Manden ringede til politiet og oplyste bilens nummerplade. Kort efter kom ambulance og politi til gerningsstedet. Manden fortæller også, at han har boet i nabolaget med sin hustru i mere end 20 år og intet lignende er sket før.
– Vi har haft nogle få biltyverier, men udover det har det været et fredeligt nabolag, siger han.
Jackson flygtede i en grå bil. Politiet beder alle med informationer om at kontakte dem.