Får voldsom besked af kræftlægerne
Nu opfordrer stjernen andre til at reagere på forandringer og lytte til fagkundskaben
Den amerikanske tv-profil og 'Real Housewives of Beverly Hills'-stjerne Teddi Mellencamp er blevet diagnosticeret med modermærkekræft.
Det fortæller hun i et opslag på Instagram.
Melanom i stadie to
Her deler hun også et foto af sig selv med et ar på ryggen - og et plaster ved siden af.
Ifølge Page Six fik Teddi Mellencamp i marts måned fjernet et modermærke og blev i den forbindelse opfordret til løbende at få sin hud tjekket.
- Til trods for min angst lyttede jeg til lægerne og fik lavet mit 3-måneders tjek i forrige uge. De sagde, jeg havde en unormal plet tæt ved det første sted, så de tog en biopsi. I morges blev jeg ringet op af lægerne: Melanom i stadie to, skriver hun i sit opslag.
Teddi Mellencamp skriver videre, at pletten nu skal fjernes, og at der skal laves en plan for det videre forløb.
Lyt til lægerne
Og så kommer hun med en opfordring til andre.
- Moralen i historien: Hvis en læge siger 'kom ind hver tredje måned', så gør det. Jeg ville virkelig bare have droppet det. For hvad kan der ske på tre måneder, tænkte jeg. Tilsyneladende meget!, skriver hun.