Far tiltalt for at afstraffe børn
Blev slået med jernstang eller lignede, i forbindelse med at de skulle lære om Koranen
To børn fra Herlev blev i perioder dagligt afstraffet af deres far og udsat for grov vold.
Sådan lyder anklagen mod den 43-årige far, der tirsdag skal for Retten i Glostrup, hvor han er tiltalt for mishandling under særligt skærpende omstændigheder.
Anklageskriftet beskriver en række eksempler på, hvordan manden afstraffede og mishandlede børnene i perioden fra 2023 til 7. juni 2024.
Blev bundet og slået
De to børn, der på tidspunktet var omkring 10 og 13 år, blev ifølge anklageskriftet blandt andet afstraffet i forbindelse med, at de skulle lære arabisk eller lære om Koranen.
Her blev de beordret til at stå med fronten mod en væg med begge deres hænder på væggen, og de skulle have det ene ben løftet baglæns op i et længere tidsrum på op til en time.
Derefter blev de slået med en ledning til en telefonoplader under foden.
Faren er også tiltalt for at have bundet børnenes hænder sammen på ryggen med plastikstrips og bundet deres ben med en træningselastik, hvorefter de blev slået på kroppen og fødderne med ledningen.
Slået med jernstang
Det ældste barn fik ifølge anklageskriftet desuden stukket en frisk chili i munden og fik smurt chilisovs om munden.
Børnene er også blevet beordret til at lægge deres hænder på et bord, hvorefter faren slog dem flere gange over fingrene eller hånden med en jernstang eller lignende, fremgår det af anklageskriftet.
Faren er desuden tiltalt for at have placeret børnene i et skab i entréen med døren på klem, hvor de skulle stå på det ene ben med foden løftet i cirka en halv time.
Ifølge anklagemyndigheden har faren også haft efterladt børnene.
Efterladt udenfor om natten
Flere gange skal det ældste af børnene være blevet vækket om natten og kørt fra Herlev til Kastrup, hvor drengen blev sat af ved et busstoppested og først hentet igen en halv time senere.
Begge børn skal også være blevet efterladt ved et busstoppested i en længere periode.
Anklageren vil i sagen kræve faren idømt en fængselsstraf. Manden nægter sig skyldig, oplyser hans advokat, Kåre Traberg Smidt.
Der er retsmøder i sagen tirsdag, onsdag og fredag.