Får sur smiley: -Vi har tænkt os at klage

Kebabistan i Aalborg har fået en sur smiley. Virksomheden påpeger, at det intet har med fødevarer at gøre.

Kebabistan i Aalborg har fået en sur smiley. Restauranten understreger, at der ikke er problemer med fødevarer i restauranten. Foto: REUTERS/ Stephane Mahe
Offentliggjort Sidst opdateret

På Bispensgade i Aalborg ligger Kebabistan, der ved det seneste kontrolbesøg har fået en sur smiley. Det fremgår af kontrolrapporten fra Fødevarestyrelsen.

– Vi er selvfølgelig kede af at det, for det kan være med til at påvirke vores omsætning. Det er coronatider, og det er hårdt, siger en repræsentant for Kebabistan, der har fået lov til at udtale sig af ejeren Zafer Kaya, til Newsbreak.dk.

Dørene skal være lukket

Ved fødevarekontrollens seneste besøg hos Kebabistan den 16. september var der særligt en ting, der var i fokus.

Restauranten har tidligere fået en anmærkning, fordi døren til toilettet ikke var lukket, som ellers er en regel for virksomheder, der beskæftiger sig med fødevarer.

Det var endnu en gang galt, da fødevarekontrollen besøgte restauranten.

– I perioder har de ansatte hernede sat en dørstopper i klemme i døren, selv om vi normalt husker at lukke dørene. Under kontrollen var døren også åben, siger repræsentanten for Kebabistan.

Kebabistan anerkender, at det er en fejl, og de har da også købt en skydedør, der skal monteres, så det ikke fortsat bliver et problem med de åbne døre.

Opvask i vasken

Noget andet der bliver påtalt under kontrollen er, at der står opvask i alle restaurantens vaske. Det må der ikke af hensyn til, at der skal være et sted, hvor medarbejderne skal kunne vaske deres fingre.

Kebabistan erkender også, at det var en fejl, de begik under kontrollen. Normalt plejer de kun at have opvask stående i deres opvaskerum.

– Vores chef har været syg, og ham der skulle have ansvaret, tog det ikke, siger repræsentanten.

Repræsentanten påpeger, at der i kontrollen ikke er skrevet noget om restaurantens fødevarer.

– Det har ikke været problemer, der har handlet om vores fødevarer. Det vil vi gerne understrege, siger repræsentanten.

Ifølge kontrollen er der, som det udtrykkes, heller ikke yderligere anmærkninger vedrørende håndtering af fødevarer andet end de åbne døre og opvask i vaskene.

Ligesom at rengøringen af restauranten også er i top.

Klage over bøde

For påbuddet om de åbne døre ind til toilettet, har Kebabistan modtaget en bøde på 10.000 kroner.

Derudover har Kebabistan modtaget en bøde på 1000 kroner, fordi der stod opvask i vaskene.

Bøderne har Kebabistan tænkt sig at betale, men det bliver med et forbehold.

– Vi har tænkt os at klage over bøden over størrelsens bøde på 10.000 kroner, fordi vi mener, at den er udregnet forkert. Vi har ikke så stor en omsætning, som den bøden er blevet udregnet ud fra, siger repræsentanten.

Kontrollen den 16. september var en ekstra kontrol, da restauranten ved kontrollen i maj 2020 fik en anmærkning.

Powered by Labrador CMS