Far og søn skal i fængsel: Tjente millioner på rumænere
To mænd, der onsdag er idømt fængselsstraffe, har tjent millioner kroner på rumænske rengøringsarbejdere.
Østre Landsret vurderer, at de to mænd, der i dag er idømt fængselsstraffe for økonomisk udnyttelse, såkaldt åger, har tjent millioner på ni rumænske rengøringsarbejdere. Det skriver Fagbladet 3F.
Ifølge dommen arbejdede rumænerne for de dømte i mere end otte timer om dagen for en kontant betaling på cirka 3.000 kroner om måneden til hver.
Landsretten vurderer, at rumænerne tjente mindre end 25 procent af gennemsnitslønnen for en rengøringsassistent. Den uberettigede vinding anslår landsretten til at være “adskillige millioner kroner”.
– Samlet set foreligger der en professionelt tilrettelagt, systematisk og langvarig udnyttelse af de forurettede rumænere og en betydelig uberettiget vinding for de tiltalte, sagde domsformand Kaspar Linkis ved domsafsigelsen til 3F.
De to mænd, der er far og søn, blev idømt henholdsvis tre og to års fængsel. Anklagemyndigheden havde krævet en samlet straf på ikke under fire et halvt års fængsel til den ene og mellem fire et halvt og fem års fængsel til den anden.
– Vi må tage landsrettens dom til efterretning. Vi vil nu læse dommen og se, hvad landsretten skriver i dens præmisser, siger senioranklager ved Statsadvokaten i København Karen Vistisen.