Far Jan glæder sig over Kevins fremtoning
Jan Magnussen nyder at se, hvordan hans søn, Formel 1-køreren Kevin Magnussen, tackler sin nye rolle som reserve hos McLaren.
2014 var året, hvor Formel 1 buldrede tilbage i danskernes bevidsthed med Kevin Magnussens debutsæson hos McLaren. Den faste plads hos det engelske racerteam blev kort før årets udgang vekslet til en plads som reserve i 2015, men i Danmark gik Kevin Magnussen trods en blandet sæson fra ukendt sportsmand til superstjerne.
Den omvæltning var enorm for den dengang 21-årige dansker. Det fortæller hans far, racerkøreren Jan Magnussen, som fulgte sønnens tid som Formel 1-stjerne fra nærmeste hold.
»Jeg var nok mere forberedt på det hele, end Kevin var. Taget i betragtning af, hvor stort et pres han kom under fra folk, der vidste noget om Formel 1, og de der ikke vidste noget, så gjorde han det godt. Han lod hurtigt pressen være pressen og kørte sit eget løb, hvilket forklarer, at der var lidt stille fra hans side,« siger Jan Magnussen til det danske motorsports-site Racemag.
Kevin Magnussen blev i Formel 1-sæsonens sidste halvdel udsat for et nærmest umenneskeligt pres, da McLaren i flere måneder famlede i forhold til, om danskeren eller Jenson Button skulle have pladsen ved siden af spanske Fernando Alonso i 2015.
Valget faldt ud til Buttons fordel, mens Magnussen måtte tage til takke med rollen som reserve- og tredjekører.
Men selv om McLarens beslutning gjorde ondt på Kevin Magnussen, har hans nye situation lidt i baggrunden af Formel 1-cirkusset fået den nu 22-årige racerkører til at blomstre op i medierne og i andre sammenhænge, hvor han ikke er privatpersonen Kevin Magnussen.
»Kevin er vokset godt med opgaven hen over vinteren – særligt set i lyset af skuffelsen. Han er også begyndt at blomstre lidt op udadtil, og det synes jeg bestemt også, klæder ham. I Formel 1 må man acceptere alt det udenom selve løbet, selvom det kan være svært,« siger Jan Magnussen.
Magnussen ‘senior’ har selv fuld fart på karrieren, hvor han kører med i den danske DTC-serie og skal køre Le Mans for Corvette.