Får ingen penge retur
Mangel på flyveledere er en særlig omstændighed, der forhindrer kompensation ved aflysning eller forsinkelse
Forsinkelserne i Københavns Lufthavn fortsætter, men ramte passagerer bør ikke se frem til kompensation, hvis de misser deres ferie.
Det vurderer Forbrugerrådet Tænk og Flyforsinkelser.dk, der er et selskab, der opkræver erstatning og kompensation fra flyselskaberne på forsinkede passagerers vegne.
Det skyldes, at der er tale om en særlig omstændighed.
Stigende antal henvendelser
Mangel på flyveledere i kontroltårnene forsinker afgange, og det kan flyselskaberne ikke gøre noget ved.
- Der er ikke krav på den ekstra kompensation, man normalt får ved forsinkelser eller aflysninger, hvis problemerne skyldes manglende flyveledere, siger Vagn Jelsøe, der er chefkonsulent i Forbrugerrådet Tænk.
Hos Flyforsinkelser.dk oplever man et stigende antal henvendelser fra passagerer, der vil afsøge mulighederne for at kræve kompensation.
- Vi forventer, at det fortsætter, så længe problemet er der. Problemet er, at i mange af de her sager kan man ikke få kompensation, siger direktør Johan Fugmann.
Må vinke farvel
Ved normale omstændigheder kan flypassagerer få 200 euro i kompensation for et meget forsinket eller aflyst fly på en kort distance, 400 euro på mellemdistance og 600 euro på en lang distance.
Det er denne kompensation, som passagerne i Københavns Lufthavn kan vinke farvel til.
Flyselskaberne skal stadig sørge for at tilbyde en alternativ rute samt betale for kost og logi ved store forsinkelser. Hvis det ikke kan lade sig gøre, skal billetten refunderes.
Hvert femte forsinket
I maj blev 900.000 passagerer fra Københavns Lufthavn ramt af forsinkelser. Der er hovedsageligt tale om korte forsinkelser.
Knap hvert femte fly var forsinket mere end 15 minutter. Det viser tal, som erhvervsmediet Finans har indhentet fra Københavns Lufthavn.
Når forsinkelserne er så korte, vil man under normale omstændigheder heller ikke have ret til kompensation.