Får importeret danske kanelsnegle
- Jeg elsker Danmark så meget, lyder det fra Grækenlands Eurovision-håb, Victor Vernicos, der er halvt dansk
Grækenlands bud på en Eurovision-vinder er det unge stjerneskud Victor Vernicos.
Det er det navn, han optræder under.
Men kigger man på hans pas, ser man, at Victor Vernicos hedder Jørgensen til efternavn.
Victor Vernicos er nemlig søn af en græsk mor og en dansk far.
- Betyder meget for mig
- Danmark betyder så meget, lyder det fra Victor Vernicos.
- Jeg elsker Danmark så meget, også selv om jeg ikke er født og opvokset der. Men vi har været der i ferierne, og jeg håber på at rejse igen efter Eurovision, siger Victor Vernicos på engelsk, da han kun taler en lille smule dansk.
Victor Vernicos har både dansk og græsk opbakning med i bagagen til den britiske storby Liverpool, som afholder det internationale melodigrandprix på vegne af krigshærgede Ukraine.
- Jeg savner alt ved Danmark. Men en af mine venner har taget kanelsnegle med, så jeg er okay, siger Victor Vernicos og griner.
Vild uge venter
Der venter Victor Vernicos en vild uge. Han skal forsøge at synge Eurovision til Grækenland med nummeret "What They Say".
Kun én gang har det sydeuropæiske land vundet Eurovision, og det er tilmed 18 år siden. Skal Victor Vernicos undgå en græsk tragedie i Eurovision, skal han dog først kvalificere sig til finalen.
37 lande stiller op i årets Eurovision. Men der er kun plads til 26 nationer i den endelige finale lørdag aften.
Samme semifinale som Reiley
Derfor skæres feltet ned i to semifinaler, som afvikles tirsdag og torsdag. Victor Vernicos skal på scenen i den anden semifinale, hvor det danske Eurovision-håb, Reiley, i øvrigt også skal i ilden.
- Jeg er 100 procent klar, lyder det fra Victor Vernicos.
- Jeg er så klar til semifinalen. Vi har lavet så mange prøver, og jeg tror, det bliver imponerende. Jeg tror virkelig, at vi vil lave noget, som vil overraske.
Både semifinaler og finalen sendes på DR1.