Får ikke tid til ferie
Håndboldspillerne får ikke tid til ferie efter VM-sejren i Egypten. Allerede torsdag skal mange i kamp igen
Der bliver ikke meget tid til at hvile ud og bearbejde indtrykkene fra VM for de danske verdensmestre i håndbold.
Allerede torsdag skal mange af spillerne i kamp igen enten i de nationale ligaer eller Champions League. Her bliver der ikke taget hensyn til, at mange kommer lige fra et benhårdt VM-program med 9 kampe på 17 dage.
Danskerklubben Flensburg-Handewitt skal eksempelvis på udflugt til Brest i Hviderusland til en kamp om vigtige Champions League-point.
– Det er ærgerligt. Det er selvfølgelig også et resultat af, at corona har sammenpresset programmet. Det kan jeg også godt forstå, men produktet skal jo kunne følge med.
– Jeg tænker mest på risikoen for skader. Nu har vi lige spillet et VM, og så kommer vi hjem og skal spille tre dage efter. Det er lige i overkanten, siger Lasse Svan.
Han slipper selv for turen til Hviderusland, fordi han fik en fiberskade i VM-finalen.
– Jeg havde lidt ondt af mig selv, inden jeg blev skadet. Nu har jeg mest ondt af de andre, der skal afsted, siger Lasse Svan.
Hjem til Tyskland
Flensburg-Handewitt har tre danske VM-spillere i truppen. Foruden Svan er det Mads Mensah og Simon Hald.
Også Emil Nielsen i Nantes og Kevin Møller i Barcelona skal spille Champions League torsdag. Det samme gælder Niklas og Magnus Landin, som med THW Kiel møder HC Motor fra Ukraine.
– Jeg har fået en besked fra min træner, hvor han var meget ked af at meddele, at han forventede at se mig til træning tirsdag klokken 15, siger Magnus Landin.
– Det hører med, men det er ret presset program i øjeblikket. Forhåbentlig er det med til at øge motivationen, at vi er med fremme både i Bundesligaen og Champions League, siger han.
Heller ikke spillere fra klubber i den danske liga får tid til et par feriedage.
Både Bjerringbro-Silkeborg med Nikolaj Øris og Aalborg med Henrik Møllgaard, Magnus Saugstrup og Nikolaj Læsø spiller ligakamp torsdag aften.
To F16-fly eskorterede de danske stjerner hjem, da de ankom efter sejren i Egypten.
Det kan du læse mere om her:
VM-guldvindere mødt af politiet