Far gik så amok over kendelse til ungdomsfodboldkamp at politiet måtte tilkaldes
En U14-kamp på en ellers fredelig søndag udviklede sig så dramatisk, at politiet måtte komme en dommer til undsætning.
En ungdomsfodboldkamp på Brabrand Stadion i Aarhus udviklede sig dramatisk. Så dramatisk, at politiet måtte tilkaldes.
Politikredsen modtog søndag klokken 14.27 en anmeldelse fra Brabrand Stadion, hvor en fodbolddommer i forbindelse med en U14-kamp var blevet overfuset af nogle tilskuere.
Cirka et kvarter før kampens afslutningen havde dommeren afsagt en kendelse, som træneren for det ene hold var uenig i, hvilket fik ham til at reagere meget kraftigt.
– Så jeg bortviste ham fra banen, siger Adam Ganer, der var kampens dommer.
Det huede ikke ligefrem nogle af hjemmeholdets forældre.
En mindre flok, med en 56-årig mand i spidsen, kommer hen til Adam Ganer og begynder at råbe af ham.
Den meste aggressive af dem, den 56-årige, bliver derfor vist samme vej som træneren.
Flere forældre fór i flint
Ved kampens afslutning bliver en spiller idømt to gule kort, hvilket automatisk medfører et rødt – og dermed en udvisning.
– Dem fik han for uanstændigt sprogbrug, siger Adam Ganer.
Og det slutter ikke her med at række ned i skjortelommen efter kortene. Endnu et rødt af slagsen kom op – endda efter kampens afslutning.
– En spillerne siger til mig: ‘Du er fanme en idiot’. Så han får også det røde kort, siger Adam Ganer.
Flere protester
Igen udløste det kraftige protester fra flere af de tilstedeværende fædre, som gik over til dommeren for at brokke sig.
Den 56-årige mand, der tidligere havde overfuset dommeren, er også tilbage efter kampens afslutning og råber igen skældsord efter Adam og er meget aggressiv.
– Jeg blev omringet og følte mig meget alene, siger Adam Ganer, der dog kan glæde sig over, at til netop søndagens kamp havde han fået følgeskab af både sin far og kæreste, han kunne hente støtte i.
– Han trådte over min intimsfære, råbte trusler op i hovedet på mig og peger mig ind i ansigtet, fortæller dommeren videre om den mest frembrusende.
Han var så ophidset, at andre tilstedeværende måtte holde ham tilbage.
– Jeg forsøget at tage det roligt, han kræver svar, og jeg siger, at jeg indberetter det hele til DBU (Dansk Boldspil Union. Red.), og så kan han læse det der, siger Adam Ganer, der også forsøger at dæmpe gemytterne ved at mane til besindighed og opfordre til, at man siger tak for i dag og tak for kampen. Som jo, skal det bemærkes, foregår mellem drenge i 13-års-alderen.
I mellemtiden er politiet blevet tilkaldt, og man kan så med ordensmagtens mellemkomst få styr på den 56-årige mand.
Han blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen for at have udvist uanstændig opførsel.
Da Newsbreak.dk mandag taler med dommeren fra den dramatiske kamp er han igen ovenpå – omend lettere rystet oven på gårsdagens episode.
– Jeg har forsøgt at se indad og tænke over, om jeg kunne have gjort noget anderledes. Vi laver alle fejl, både officials, dommere og spillere – vi er jo alle sammen mennesker, men vi prøver at gøre vores bedste, som han udtrykker det.
Masser af støtte
Siden det blev kendt, hvad Adam var igennem ved søndagens kamp, er det væltet ind med tilkendegivelser fra nær og fjern.
– Så jeg er helt fortrøstningsfuld, siger han.
Adam Ganer har tidligere oplevet, at følelserne godt kan løbe af med spillerne i kampens hede.
– Jeg har dømt over 300 kampe og jeg har aldrig oplevet noget i den kaliber, siger Adam Ganer.
Det har ikke været muligt at komme i kontakt med holdlederen til hjemmeholdet Brabrand IF.
Adam Ganer trækker på søndag igen i støvlerne og dommertøjet for at dømme en Serie 4 kamp i Risskov.
Hjemmeholdet tabte forøvrigt kampen 3-5 til IF Lyseng.