Får fornem plads
Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne blev lige store og trak tirsdag lod om plads i Folketingets ledelse
Danmarksdemokraterne vinder tirsdag en lodtrækning over Liberal Alliance og får den sidste plads i Folketingets Præsidium, som er tingets daglige ledelse.
Folketingets kommende formand, Søren Gade (V), trak navnet på partiet op af en japansk krukke, der bruges ved lodtrækninger i Folketinget.
Endnu uvist
Det er endnu uvist, hvem partiet vil nominere, men Peter Skaarup (DD) var til stede ved lodtrækningen, og Ole Birk Olesen (LA) gav ham bagefter hånden. Partiet holder gruppemøde ved middagstid.
Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne blev lige store ved folketingsvalget for to uger siden og skulle således trække lod om den sidste plads i Præsidiet.
Flere på plads
Folketinget træder tirsdag sammen efter folketingsvalget 1. november og skal besætte flere pladser. Søren Gade bliver formand og får plads i ledelsen sammen med Socialdemokratiet, Moderaterne, SF og Danmarksdemokraterne.
SF vil nominere Karsten Hønge som medlem.
Det er endnu uvist, hvem de andre bliver.