Får fjernet brysterne på tv

Et kamerahold har fulgt Helle Thorning-Schmidts barn før, under og efter brystoperationen

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvordan føles det ikke at være en kvinde og ikke være en mand?

De tanker deler Milo Kinnock, barn af tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt og den britiske politiker Stephen Kinnock, nu i den nye dokumentarserie "Mere Milo".

Serien får premiere på Femina.dk og på appen Ally 17. januar.

Det annoncerer Aller Media i en pressemeddelelse.

Stor beslutning 

Milo Kinnock har skiftet navn og sine pronominer til ham og han. Nu har Milo Kinnock truffet endnu en stor beslutning - at få fjernet sine bryster for at føle sig langt bedre tilpas i sin krop.

- "Mere Milo" er også et billede på, hvor meget det betyder, at jeg har folk omkring mig, der gør deres bedste for at forstå mig, og som elsker og fejrer mig for den, jeg er, siger Milo Kinnock i pressemeddelelsen og uddyber:

- Denne dokumentar viser, at det er i kraft af de mennesker, jeg har omkring mig, at jeg hele tiden bliver mere mig selv. Jeg håber, den kan inspirere andre.

Besøger mor 

I dokumentarserien følger kameraet Milo Kinnock før, under og efter sin top surgery, hvor brysterne fjernes.

Dokumentarserien giver også indblik i, hvordan det er at være mor, søster og ven til Milo Kinnock i en tid, hvor han gennemgår en kæmpe udvikling for at blive mere sig selv.

I første afsnit tager Milo Kinnock på besøg hos sin mor, Helle Thorning-Schmidt, for at blive klogere på sin barndom og opdragelse og se, om han kan forstå sig selv og sin non-binæritet bedre ved at lære mere om sin fortid.

I en ny dokumentarserie får Helle Thorning-Schmidts barn, Milo Kinnock, fjernet sine bryster. (Arkivfoto).
I en ny dokumentarserie får Helle Thorning-Schmidts barn, Milo Kinnock, fjernet sine bryster. (Arkivfoto).

Premiere på Femina.dk

Undervejs gennem dokumentaren vil Milo Kinnock forsøge sammen med sin familie og sine venner at blive klogere på sit eget flydende køn og udtryk som nonbinær transmaskulin.

"Mere Milo" får premiere tirsdag den 17. januar på Femina.dk, hvor den vil ligge i en begrænset periode, og på appen Ally.

Dokumentarserien vil blive fulgt op af en uddybende podcast, der får premiere på Ally den 14. februar.

Milo Kinnock hed frem til 2021 Camilla. Han har tidligere fortalt, at han har et transmaskulint kønsudtryk, men definerer sig som nonbinær. (PR-foto).
Milo Kinnock hed frem til 2021 Camilla. Han har tidligere fortalt, at han har et transmaskulint kønsudtryk, men definerer sig som nonbinær. (PR-foto).

Helle Thorning-Schmidt

Helle Thorning-Schmidt, som er født den 14. december 1966 i Rødovre, er datter af pensioneret lektor og cand.oecon. Holger Thorning-Schmidt og pensioneret kontorchef Grete Thorning-Schmidt.

Hun er gift med den britiske politiker Stephen Kinnock og mor til døtrene Johanna og Milo. 

Uddannelse

1982-1985: Student fra Ishøj Gymnasium.

1987-1994: Cand.scient.pol., Københavns Universitet.

1992-1993: MA i europæiske studier fra Europakollegiet i Brugge, Belgien.

Karriere

1994-1997: Sekretariatsleder for de danske socialdemokrater i EU-Parlamentet.

1997-1999: International konsulent i LO.

1999-2004: Medlem af EU-Parlamentet.

2005-2016: Medlem af Folketinget - valgt i Østre Storkreds.

2005-2015: Formand for Socialdemokraterne.

2011-2015: Statsminister i Danmark.

2016-2019: Direktør for Red Barnets internationale hovedorganisation, Save The Children, der ligger i London.

2019: Arbejde i forskellige bestyrelser, blandt andet i Vestas.

Maj 2020: Får plads som medformand sammen med tre andre i Facebooks nye "Oversight Board" - på dansk det "Uafhængige Tilsynsråd" - der skal vurdere indhold på det sociale medie.

Kilde: Ft.dk og www.hellethorning.dk
Powered by Labrador CMS