Annonce
Får bøde for trafikdrab
En 80-årig mand er dømt i sag om trafikdrab på Fyn.
En 80-årig mand er idømt en bøde på 10.000 kroner samt en betinget frakendelse af kørekortet for sin rolle i en tragisk trafikulykke, der i juni måned kostede en 27-årig mand livet.
Ifølge Fyens Stiftstidende overholdt manden ikke sin vigepligt, da han drejede af ad en afkørsel til Nygyde i den fynske by Millinge.
Tilsyneladende bemærkede den 80-årige ikke knallertkøreren, der kom kørende i modsat retning. De to køretøjer ramte hinanden ved lav hastighed, men den 27-årige fik så hårde kvæstelser, at han senere døde.
Annonce
Fyens Stiftstidende skriver, at den 80-årige i retten forklarede, at han havde været uopmærksom, fordi han følte sig presset af en bagfrakommende bilist.
Manden tilstod sin rolle i sagen og modtog dommen på stedet.