Får 130 millioner af Danmark
Danmark donerer trecifret millionbeløb for at sikre en bedre energi- og varmeforsyning i Ukraine
En donation på 130 millioner kroner fra Danmark skal være med til at gøre det krigshærgede Ukraines energiforsyning mere modstandsdygtig efter russiske angreb.
Det siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) til Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets hjemmeside.
Bryder regler
- Putins hær træder ikke kun ind over de ukrainske grænser. Rusland overtræder krigens regler med de massive angreb på Ukraines el- og varmesystem.
- Nu står vinteren for døren, og det bliver uden varme og strøm i alt for mange ukrainske hjem. Og ikke nok med det, så bliver helt almindelige medarbejdere i energisektoren, som ufortrødent passer deres arbejde, gjort til mål i sig selv, siger han.
Skal gøre alt
Lars Aagaard tilføjer, at "vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at det ukrainske energisystem bliver så stærkt som muligt".
Den danske donation bliver finansieret af midler fra Udenrigsministeriets genopbygningsstøtte, og støtten skal gennemføres i samarbejde med blandt andet Dansk Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp.
80 procent ødelagt
Rusland, der i februar 2022 invaderede Ukraine, begyndte i marts målrettede angreb på Ukraines strøm- og varmeforsyning.
Omkring 80 procent af den ukrainske energiinfrastruktur er blevet ødelagt, når man fraregner atomkraftværker, skriver ministeriet.